Der var engang en brandmand, der hed Sofie. Hun var ny på brandstationen i Solby. Hun havde været der i tre måneder, hun kunne rulle en slange ud på tolv sekunder, og hun kunne binde seks forskellige knob med handsker på. Men i dag skulle hun noget, hun aldrig havde prøvet før.
“I dag skal du i røghuset,” sagde holdlederen, en stor, rolig mand med gråt overskæg.
Røghuset stod helt ude for enden af øvelsespladsen. Det var et gammelt hus af beton med små vinduer, og indenfor kunne man fylde det med røg. Det var ikke rigtig røg. Det var tåge fra en maskine, ligesom til en fest, og den var helt ufarlig. Men den var så tyk, at man ikke kunne se sin egen hånd.
“Inde i huset ligger Gudrun,” sagde holdlederen. Gudrun var en stor dukke af stof, der vejede lige så meget som et rigtigt menneske. “Du og Dorrit skal finde hende og få hende ud.”
Dorrit var Sofies makker. Hun havde været brandmand i tyve år og havde en latter som en traktor.
De tog røgdykkerudstyret på. Masken over ansigtet. Flasken med luft på ryggen. Hjelmen. Handskerne.
“Husk,” sagde Dorrit, “vi går aldrig fra hinanden. Og vi slipper aldrig slangen.”
Så kravlede de ind.
Det var mørkt og hvidt på samme tid. Inde i masken lød hendes vejrtrækning høj og hul, langsomt ind, langsomt ud. Hun havde den ene hånd på slangen og den anden hånd på væggen. Dorrit kravlede lige bag hende og holdt fat i hendes støvle.
De følte sig frem. En dør. Et hjørne. Et bord. En stol, der væltede. Sofie mærkede noget blødt med handsken. Det var en arm.
“Jeg har hende!” råbte hun ind i masken.
“Godt,” sagde Dorrit. “Og hvor er udgangen så?”
Sofie stivnede. De havde drejet. Rundt om et bord, ind gennem en dør, rundt om et hjørne. Hun anede ikke, hvor de var kommet fra. Alt var hvidt.
“Det ved jeg ikke,” sagde hun.
“Det behøver du heller ikke,” sagde Dorrit. “Hvad har du i hånden?”
Slangen. Hun havde stadig slangen i hånden. Den var kommet ind sammen med dem, hele vejen fra brandbilen. Hvis man fulgte den baglæns, gik man den samme vej ud, som man var kommet ind.
Sofie tog Gudrun under armene. Dorrit tog fødderne. Og så kravlede de baglæns, hånd for hånd langs slangen. Om bordet. Gennem døren. Om hjørnet. Og pludselig var der lys, og luft, og holdlederens overskæg.
“Fire minutter og ti sekunder,” sagde han og nikkede.
Sofie tog masken af. Hun var gennemblødt af sved, og Gudrun havde fået en flænge i bukserne.
“Hvad lærte du så?” spurgte holdlederen.
Sofie tænkte efter. “At jeg var bange,” sagde hun ærligt. “Og at slangen ikke var.”
Dorrit lo sin traktorlatter.
Om aftenen stod Sofie længe under bruseren, for håret lugtede stadig af festtåge. Så tog hun sin bløde pyjamas på, slukkede lyset og lagde sig. Det var mørkt i soveværelset. Men det var ikke hvidt, og hun kunne godt se sin hånd.
Ligger du også i mørket nu, du? Så kan du måske mærke kanten af din dyne med fingrene. Følg den hele vejen rundt til puden. Der skal du blive. Sov godt.
