Der var engang en pige, der hed Sofie, og når hun tog sin sorte kasket på, var hun Spion-Sofie.
Spion-Sofie havde en lommelygte med rødt lys, så man ikke blev blændet i mørke, og en notesbog, hvor hun skrev alt i kode. A var 1, B var 2, C var 3 og så videre. Hun var syv, og i sommerferien boede hun en uge hos mormor i et gammelt bindingsværkshus på landet, hvor gulvene var skæve, og trappen knirkede på hvert eneste trin.
Den første aften, da Sofie havde børstet tænder, satte mormor sig på sengekanten.
“Ved du hvad,” sagde hun. “Der er en skjult dør i det her hus. Jeg fandt den selv, da jeg var lige så gammel som dig og var på ferie her. Ingen andre har fundet den siden. Hverken din mor eller din morbror.”
Spion-Sofie satte sig op. “Hvor er den?”
“Det må en spion selv finde ud af,” sagde mormor. “Men jeg kan give dig ét spor. Den, der vil finde døren, skal lytte til huset.”
Næste morgen gik Spion-Sofie i gang. Hun skrev i notesbogen: 13-9-19-19-9-15-14. Mission.
Hun lyttede til huset. Det knirkede i trappen. Det tikkede i det gamle stueur. Det summede i køleskabet. Men ingen af lydene lød som en dør.
Om eftermiddagen blæste det op. Vinden kom ind fra marken og trak i gardinerne. Og da Sofie gik forbi trappen, hørte hun noget nyt. En lav, fløjtende lyd. Den kom fra panelet under trappen, hvor væggen var beklædt med smalle, grønne brædder.
Hun lagde øret mod brædderne. Det fløjtede. Svagt, men det fløjtede.
Hun hentede en lille dun fra sin hovedpude og holdt den op foran panelet, ét bræt ad gangen. Ved de fleste brædder hang dunen helt stille. Men ved det fjerde bræt fra venstre begyndte den at blafre. Der kom luft ud. Der var noget bag.
Hun tændte sin røde lygte og kiggede på brættet. Det så ud som de andre. Men forneden var der en lille, rund knast, og malingen omkring den var slidt, som om nogen havde trykket på den mange gange.
Spion-Sofie trykkede.
Klik. Tre brædder sprang ud på én gang som en lille låge. Bag dem var der et lavt, mørkt rum under trappen. Det lugtede af støv og gamle æbler.
Hun gik ikke derind. Hun kaldte på mormor. For en god spion ved, hvornår man skal hente forstærkning.
Mormor kom med en rigtig lommelygte. Hun lyste ind. Og så smilede hun.
Inde på gulvet stod en flad blikæske med blomster på låget. Mormor lod Sofie tage den ud. Indeni lå en lille, rød blyant, et kort over haven tegnet med farveblyant, tre glaskugler og et stykke papir, der var foldet mange gange. På papiret stod der i store, skæve tal:
20-9-12 4-5-14 14-1-5-19-20-5 19-16-9-15-14
Spion-Sofie satte sig på trappen med notesbogen og regnede. 20 var T. 9 var I. 12 var L.
“Til den næste spion,” læste hun langsomt. “Men der står A og E i stedet for æ.”
“Der er ikke noget æ i koden,” sagde mormor. “Det måtte jeg klare på den måde.”
Hun kiggede op på mormor.
“Jeg skrev beskeden, da jeg var syv,” sagde mormor. “Jeg havde fundet på koden helt selv. Jeg troede, jeg var den eneste i hele verden, der kendte den.”
“Det er min kode,” sagde Sofie.
“Så er den vist vores,” sagde mormor.
De sad længe på trappen og kiggede på kortet over haven. Mormor viste hende, hvor hun havde gravet efter sørøverskatte som barn, og hvor hendes gyngehest havde stået. Så skrev Sofie sin egen besked på bagsiden af papiret, i kode. Hun viste den ikke til mormor.
De lagde æsken tilbage og lukkede lågen. Klik.
Inde bag panelet under mormors trappe står en blikæske med blomster på låget i nat, du, og indeni ligger to beskeder i den samme kode: én fra en pige, der var syv for længe siden, og én fra en pige, der er syv nu. Ude over marken blæser vinden stadig, og panelet fløjter ganske svagt, for dem der lytter. Godnat.
