Der var engang en dreng, der hed Max, men når han havde fars gamle solbriller på og en walkie-talkie i lommen, hed han Agent Max. Han var seks år, og hans lillesøster Gunvor på tre var hans assistent. Hun havde en walkie-talkie af pap.
En søndag aften kom mor ud fra badeværelset med et meget mærkeligt ansigt.
“Min ring,” sagde hun. “Stenen er faldet ud.”
Hun holdt hånden frem. Det var den ring, hun altid havde på. Den var af guld og havde en lille, klar sten i midten, en diamant, som morfar havde givet mormor engang. Nu var der bare et tomt hul, hvor stenen havde siddet.
“Hvornår så du den sidst?” spurgte Agent Max.
Mor tænkte. “I morges. Den var der, da jeg bagte boller.”
Agent Max tog solbrillerne på. “Agent Gunvor,” sagde han ind i sin walkie-talkie. “Vi har en sag.”
“Skhhh,” sagde Gunvor ind i sin papwalkie-talkie.
De begyndte i køkkenet. Agent Max lyste med sin lommelygte langs gulvet, lige ved fodpanelet. Far havde lært ham et trick: Hvis man holder lygten helt nede ved gulvet og lyser hen over det, kan man se ting, der ellers er usynlige. Små krummer. Et hår. En rosin, der var rullet ind under ovnen.
Men ingen diamant.
Stuen. Ingen diamant. Bare en blå lego og to øreringe, mor havde ledt efter siden påske.
Gangen. Ingen diamant.
“Badeværelset,” sagde Agent Max.
Mor havde ledt i badeværelset. Far havde ledt i badeværelset. Men Agent Max lagde sig fladt ned på de kolde fliser med lygten. Han lyste under håndklædeskabet. Under vaskemaskinen. Rundt om toilettet, hvor man ikke har lyst til at kigge.
Ingen diamant.
“Den er væk,” sagde mor stille. “Det gør ikke noget. Den er bare en sten.”
Men Agent Max kunne se på hende, at det gjorde lidt.
Så sagde Agent Gunvor noget ind i sin papwalkie-talkie. Det lød som “Bolle.”
“Hvad siger du?” spurgte Agent Max.
“BOLLE,” sagde Gunvor. Hun pegede på køkkenbordet. Der stod et fad med boller fra morgenen. Der var tre tilbage.
Agent Max kiggede på mor. Mor kiggede på fadet.
De tog den første bolle og brækkede den forsigtigt over. Kun dej. Den anden. Kun dej og en enkelt rosin.
Den tredje bolle var lidt flad i den ene side. Agent Max brækkede den over. Og der, midt i det bløde, hvide indeni, sad der noget lille og hårdt, der glimtede i køkkenlampen.
“Den har været i bollen hele dagen,” sagde mor. Hun lo, og så græd hun lidt, og så lo hun igen. “Jeg har æltet den ind i dejen.”
Far fandt en lille plastikpose og lagde stenen i. I morgen skulle ringen til guldsmeden.
“Sagen er løst,” sagde Agent Max ind i sin walkie-talkie. “Agent Gunvor fandt den.”
Gunvor nikkede alvorligt. Så spiste hun den tredje bolle. Uden diamant.
Den aften lagde Agent Max solbrillerne på natbordet og lommelygten ved siden af. Gunvor sov allerede med papwalkie-talkien under kinden.
Solbrillerne ligger på natbordet, du, og beviset er spist. Sagen er lukket, og Agent Max og Agent Gunvor har fri til i morgen. Godnat.
