Der var engang en brandkvinde, der hed Freja. Hun arbejdede på brandstationen i en mellemstor by, hun kunne bære en voksen mand ned ad en stige, og hun havde besluttet, at hun ville besøge alle byens børnehaver. Én om ugen.
Det var på grund af noget, der var sket om vinteren.
Der havde været røg i et hus. Ikke en stor brand, men tyk, grå røg, og en dreng på fire år havde været alene på sit værelse. Freja var gået ind for at hente ham, med sin maske på og sin tunge flaske på ryggen. Og drengen havde gemt sig.
Han havde gemt sig under sengen. Fordi han var bange for hende.
Freja havde fundet ham alligevel. Det gik godt. Men hun havde tænkt på det mange gange siden.
Nu stod hun i Børnehaven Mælkebøtten, i en stue fuld af små stole, og atten børn sad i en rundkreds på gulvet og kiggede på hende.
“Hej,” sagde hun. “Jeg hedder Freja, og jeg er brandkvinde.”
En dreng, der hed Frode, rakte hånden op. “Har du en brandbil?”
“Den holder udenfor,” sagde Freja. “I må gerne se den bagefter. Men først skal I se mig.”
Hun havde sin almindelige uniform på. Mørkeblå bukser og en t-shirt. Hun lignede bare en voksen.
“Nu tager jeg mit brandtøj på,” sagde hun. “Én ting ad gangen. Og I skal se på mig hele tiden.”
Hun tog bukserne på. De var store og gule og havde selvlysende striber. Børnene fnisede.
Hun tog jakken på. Den var tyk og tung og gik hende til knæene.
Hun tog hjelmen på. Hun tog handskerne på.
“Er det stadig mig?” spurgte hun.
“Ja!” råbte børnene.
Så tog hun masken op. Den var sort og dækkede hele ansigtet, med et stort, rundt glas foran øjnene og en slange, der gik ned til flasken på ryggen. Hun satte den på og spændte remmene.
Da hun trak vejret, lød det højt og hult. Hhhhsssss. Hhhhhuuuuuu.
En pige, der sad helt foran, rykkede sig baglæns. Et par af de mindste kiggede ned i gulvet.
Freja satte sig på knæ. Hun kravlede langsomt hen til pigen, der var rykket baglæns. Hun lagde sig ned på gulvet, så hun var lige så lav som hende.
“Er det stadig mig?” sagde hun. Det lød mærkeligt gennem masken. Som en, der taler inde i en spand.
Pigen kiggede på hende. Ind gennem glasset. Der var Frejas øjne. De samme øjne.
“Ja,” sagde pigen meget stille.
“Hvis der nogensinde kommer en, der ser sådan her ud, hjem til dig,” sagde Freja, “så er det, fordi der er røg. Og så skal du ikke gemme dig. Hverken under sengen eller i skabet. Du skal råbe. Så højt du kan. Så vi kan finde dig.”
“Hvad skal man råbe?” spurgte Frode.
“Hvad som helst,” sagde Freja. “Jeg er her!”
“JEG ER HER!” råbte Frode.
Og så råbte de alle sammen. Atten børn i en rundkreds, der råbte JEG ER HER, så pædagogerne holdt sig for ørerne. Selv pigen helt foran råbte, og hun grinede bagefter.
Bagefter måtte de prøve hjelmen. Den var så stor, at den gik ned over næsen på dem. Og de måtte sidde i brandbilen, to ad gangen, og trykke på den knap, der fik lyset på taget til at blinke.
Da Freja kørte hjem fra børnehaven, var hun træt. Det var hun altid efter et besøg. Hun var mere træt efter atten børn end efter en brand.
Om aftenen sad hun på sin altan og drak te. Ude over byen var der tændt lys i mange vinduer. I nogle af dem, tænkte hun, lå der et barn, der nu vidste, hvad det skulle råbe.
Hun gik tidligt i seng.
Hvis du nogensinde ser en brandmand med maske, du, så er det et menneske indeni. Med helt almindelige øjne. Du råber bare: Jeg er her. Men i nat er der ingen røg. Der er bare din seng. Godnat.
