Der var engang en hemmelig klub, der hed Spionklubben. Den havde tre medlemmer: Kaja, der var ni og leder, Theis, der var otte og havde en lup, og Mira, der var seks og var med, fordi hun var Kajas lillesøster og kunne krybe ind alle steder.
Spionklubben holdt til i en opgang i en stor, gammel ejendom med fem etager. Der boede mange mennesker i opgangen, og klubben holdt øje med hele opgangen. Meget diskret.
En torsdag aften, lige før sengetid, skulle Kaja og Mira ned med skraldet sammen med deres far. Og der, nederst i opgangen ved postkasserne, stod en kuffert.
Den var brun og gammel og havde en hængelås.
“Den stod her ikke i eftermiddags,” sagde Kaja.
“Lad os åbne den,” sagde Mira.
“Nej,” sagde far, inden Kaja kunne nå at svare. “Man åbner ikke andres ting. Det gør spioner heller ikke. Men I må gerne finde ud af, hvis den er.”
Kaja løb op og hentede Theis på anden sal. Han kom i pyjamas og med lup.
De gik i gang. Theis lagde sig på knæ og kiggede på kufferten gennem luppen.
“Der sidder et mærke på håndtaget,” sagde han. “Det er revet halvt af. Der står CPH. Og et tal. 4.”
“CPH er lufthavnen,” sagde far. “Det er sådan et mærke, man får, når man flyver.”
“Så den har været i et fly,” sagde Kaja. “Og nogen er lige kommet hjem.”
Mira kravlede rundt om kufferten på alle fire. “Der er hår på,” sagde hun. “Hvide hår.”
Theis kiggede gennem luppen. “Det er ikke menneskehår,” sagde han. “Det er for kort. Det er dyrehår.”
Kaja tænkte højt. “Nogen, der lige er kommet hjem fra en flyrejse. Nogen med et tal 4. Og nogen med et dyr med hvide hår.”
De kiggede alle tre på hinanden.
“Hr. Lindgren,” sagde de på samme tid.
Hr. Lindgren boede på fjerde sal. Han var gammel og venlig og havde en lille, hvid hund, der hed Bolle. Hele sidste uge havde Bolle været i hundepension, fordi Hr. Lindgren var ude at rejse.
Far bar kufferten. Kaja, Theis og Mira gik foran. De gik op ad trapperne, første sal, anden sal, tredje sal, fjerde sal. Kaja ringede på.
Der gik lidt tid. Så åbnede Hr. Lindgren døren. Han havde sin morgenkåbe på og så meget træt ud, og Bolle stod bag hans ben og logrede.
“Er det din kuffert?” spurgte Kaja.
Hr. Lindgren så på kufferten. Så slog han hænderne sammen. “Det er det sandelig,” sagde han. “Jeg havde to kufferter med, og jeg bar den ene op og skulle hente den anden. Og så kom Bolle, og så glemte jeg alt om den.”
“Vi fandt ud af det med luppen,” sagde Theis.
“Og hårene,” sagde Mira.
Hr. Lindgren tog en lille nøgle frem fra sin lomme og åbnede hængelåsen. Han åbnede kufferten. Øverst lå der en pyjamas med blå striber.
“Jeg har ledt efter den i en halv time,” sagde han. “Jeg kunne ikke gå i seng uden den.”
Bolle snusede til kufferten og satte sig så og gøede én gang.
“Spionklubben takker for samarbejdet,” sagde Kaja meget formelt. Og så gik de ned igen. Theis på anden sal, Kaja og Mira og far helt ned til stuen.
Inden de gik i seng, skrev Kaja i klubbens hemmelige bog: Torsdag. Kuffert. Ejer fundet. Pyjamas reddet.
Har du din pyjamas på, du? Så er du klar. Hr. Lindgren har også fået sin på nu, med blå striber, og Bolle ligger for enden af sengen. Hele opgangen sover. Godnat.
