Der var engang en bamse, der hed Hr. Knap. Han var brun og lidt skaldet på maven, og han tilhørte en dreng, der hed Elmo. En lørdag formiddag sad Hr. Knap på en bænk på torvet, mens Elmo spiste is.
Så kom mågen.
Den var stor og grå og havde et gult næb, og den var ude efter isen. Men den fik ikke isen. Den fik Hr. Knap. Den greb ham i det ene øre, baskede med vingerne og fløj op, op, op. Og helt øverst oppe på rådhustårnet, ved siden af vejrhanen, slap den ham.
Hr. Knap sad der. Med benene dinglende i luften.
“HR. KNAP!” råbte Elmo.
Folk kiggede op. En dame tabte sin indkøbspose. En mand med hund sagde: “Ih, du milde.”
Elmos mor ringede til brandvæsenet. Hun var lidt flov, men manden i telefonen sagde, at de var ude at øve i nærheden alligevel.
Ti minutter efter kom den store, røde stigevogn ind på torvet. Med blink. Uden sirene, for det var trods alt bare en bamse. Brandmand Kurt steg ud. Han havde gråt overskæg og en hjelm, der skinnede.
“Hvor er den forulykkede?” spurgte han.
Elmo pegede op.
Brandmand Kurt kiggede længe. “Det er højt,” sagde han. “Det er en sag for den lange stige.”
Nu var der kommet mange mennesker på torvet. Bageren kom ud med mel på armene. To piger på cykel stoppede. Nogen havde taget en klapstol med.
Stigen kørte op. Den blev længere og længere og længere. Øverst i kurven stod brandmand Kurt med sikkerhedsline og hjelm. Han vinkede. Alle vinkede tilbage.
Han kom helt op til tårnet. Han rakte ud.
Og så kom mågen igen.
Den landede lige ved siden af Hr. Knap og skreg. Kurt skreg ikke. Han sagde bare: “Nej, du.” Og så tog han Hr. Knap og puttede ham ind i sin jakke, så kun hovedet stak op.
Stigen kørte ned. Langsomt. Hele torvet klappede.
Brandmand Kurt steg ud af kurven og knappede jakken op. Han holdt Hr. Knap frem med begge hænder, ligesom man holder noget meget værdifuldt.
“Patienten har det godt,” sagde han. “Lidt blæsende i øret.”
Elmo tog Hr. Knap og krammede ham så hårdt, at han blev helt flad.
“Tusind tak,” sagde Elmo.
“Det var så lidt,” sagde Kurt. “Men hold ham lidt længere væk fra isen næste gang.”
Den aften havde Hr. Knap fået et lille plaster på øret. Elmo havde tegnet en brandbil til ham og hængt den over sengen.
Hr. Knap var højt oppe i dag, du. Helt oppe ved vejrhanen. Nu ligger han under Elmos arm, langt nede i en seng, og det er lige præcis der, han gerne vil være. Har du en bamse, så hold ham tæt. Godnat.
