Der var engang en pige, der hed Emma. Hun gik i 1.b, havde to fletninger og et plaster på knæet, og hun var den, der altid stillede flest spørgsmål.
En tirsdag kom der en brandkvinde på besøg i klassen. Hun hed Hanne og havde en tung jakke på med gule striber, der lyste, når lyset ramte dem.
“I dag skal vi øve,” sagde Hanne. “Hvis der en dag går en alarm her på skolen, skal I vide præcis, hvad I gør. Så I ikke behøver at tænke.”
Emma rakte hånden op. “Hvorfor skal vi ikke tænke?”
“Fordi når man bliver forskrækket, er det svært at tænke,” sagde Hanne. “Så er det godt, hvis kroppen allerede ved det.”
Så viste hun dem det.
“Hvis der er røg i et rum,” sagde hun, “så stiger den op mod loftet. Nede ved gulvet er luften bedst. Så hvad gør man?”
“Kravler!” råbte en dreng.
“Lige præcis.” Hanne lagde sig på knæ. “Under røgen. Hurtigt, men uden at løbe.”
Hele klassen kravlede rundt på gulvet. Emma kravlede ind i et bordben og fik endnu en bule. Det var lidt sjovt alligevel.
“Og døren,” sagde Hanne. “Før I åbner en dør, mærker I på den med bagsiden af hånden. Er den varm, går I en anden vej.”
Emma mærkede på klassens dør. Den var kold. Det var godt.
“Og så det vigtigste,” sagde Hanne. “Hvor mødes I, når I er kommet ud?”
Ingen vidste det.
“Ved lygtepælen ude ved cykelstativet,” sagde læreren. “Der tæller jeg jer. Hvis én mangler, ved brandfolkene det med det samme.”
Så ringede Hanne med en klokke. Det var alarmen. Alle stillede sig i række. Ingen skubbede. De gik ned ad trappen, holdt i gelænderet, ud gennem døren og hen til lygtepælen. Læreren talte. Toogtyve. Alle var der.
“Fire minutter,” sagde Hanne og kiggede på sit ur. “Det er rigtig flot.”
Emma tænkte på det hele vejen hjem.
Om aftenen, da de havde spist, stillede hun sig op i stuen. “Vi skal have brandøvelse,” sagde hun.
Far kiggede op fra avisen. “Skal vi?”
“Ja. Hvor mødes vi, hvis der er brand?”
Far og mor kiggede på hinanden. Det vidste de faktisk ikke.
“Ved postkassen,” foreslog mor.
“Ved postkassen,” sagde Emma alvorligt og skrev det ned på et stykke papir. Så fik hun far til at kravle på stuegulvet, og lillebror Bror kravlede efter, fordi han troede, det var en leg. Mor mærkede på soveværelsesdøren med bagsiden af hånden og sagde: “Kold.”
“Og så skal vi teste røgalarmen,” sagde Emma. “Hanne sagde, man skal trykke på knappen en gang om måneden.”
Far hentede en stol og trykkede på den lille, runde dims i loftet.
Der skete ingenting.
Han trykkede igen. Ingenting.
“Hm,” sagde far. Han skruede låget af. Batteriet var gammelt og helt fladt.
Der blev stille i stuen.
“Godt, du sagde det, Emma,” sagde mor.
Far fandt et nyt batteri i skuffen. Han satte det i og trykkede.
BIIIIIIP!
Bror holdt sig for ørerne og grinede. Emma holdt sig også for ørerne og grinede. Det var den bedste lyd, hun havde hørt hele dagen.
Den aften hængte hun sedlen op på køleskabet. Med store bogstaver stod der: VI MØDES VED POSTKASSEN.
Da hun lå i sin seng, kiggede hun op i loftet. Der sad røgalarmen med sit lille røde lys, der blinkede en gang imellem. Blink. Lang pause. Blink. Hun talte blinkene, til hun ikke kunne tælle flere.
Sov trygt, du. Ved du, hvor jeres mødested er derhjemme? Ellers kan du spørge om det i morgen ved morgenmaden. Emma ville synes, det var et rigtig godt spørgsmål.
