Der var engang en lille by ved navn Flammeby, hvor alle kendte hinanden, og hvor solen altid skinnede. Men en dag begyndte en mystisk røg at svæve over byen, og ingen vidste, hvor den kom fra. Børnene i byen syntes, det var lidt spændende, men de voksne var bekymrede.
I Flammeby boede der et særligt slukningshold af brandmænd, som alle børnene så op til. De var byens superhelte, og de havde altid deres røde brandbil klar til at rykke ud. Slukningsholdet bestod af den modige brandmand Max, den kloge brandkvinde Mia og den hurtige brandhund Basse.
En morgen, da solen stod op, og fuglene sang, blev slukningsholdet kaldt til brandstationen. “Vi har brug for jeres hjælp,” sagde borgmesteren. “Den mystiske røg bliver tykkere, og vi ved ikke, hvad der forårsager den.”
Max, Mia og Basse sprang ind i brandbilen og kørte afsted med sirenerne tændt. De kørte gennem byen, mens børnene vinkede til dem fra fortovene. “Vi skal finde ud af, hvor røgen kommer fra,” sagde Max bestemt.
De fulgte røgen, som førte dem til en stor skov i udkanten af byen. “Se, derovre!” råbte Mia og pegede mod en lille hytte, hvor røgen steg op fra skorstenen. “Det ser ud til, at det kommer derfra.”
De stoppede brandbilen og gik forsigtigt hen til hytten. Basse snusede rundt og gøede glad. “Der er ingen fare,” sagde Mia, da hun kiggede ind ad vinduet. “Det er bare en gammel mand, der har tændt op i sin pejs.”
Den gamle mand, som hed Hr. Glød, kom ud og hilste på dem. “Åh, jeg er ked af det,” sagde han venligt. “Jeg vidste ikke, at min pejs ville lave så meget røg. Jeg har bare prøvet at holde mig varm.”
Max smilede og sagde: “Det er helt i orden, Hr. Glød. Vi er glade for, at der ikke er nogen fare. Måske kan vi hjælpe dig med at justere pejsen, så den ikke ryger så meget?”
Hr. Glød nikkede taknemmeligt, og Mia hjalp ham med at justere pejsen, så den brændte klarere og uden så meget røg. Basse logrede med halen og fik en godbid af Hr. Glød som tak.
Da slukningsholdet kørte tilbage til byen, var alle glade og lettede. Børnene jublede, da de så brandbilen komme tilbage. “I er vores helte!” råbte de.
Max, Mia og Basse vinkede til børnene og følte sig stolte over at have hjulpet byen endnu en gang. “Det er altid godt at kunne hjælpe,” sagde Max, mens de parkerede brandbilen på stationen.
Og sådan endte dagen i Flammeby med, at alle kunne sove trygt og godt, velvidende at deres superhelte altid var klar til at hjælpe, når der var brug for det. Godnat og sov godt, små helte!