Der var engang et slukningshold i en lille by ved fjorden, og holdlederen hed Britta. I tyve år havde hun kørt ud til brande, og hun kendte røg i alle farver. Grå røg fra en skorsten, der ikke trak. Sort røg fra en bil. Hvid røg fra en gammel kompostbunke, der var blevet så varm indeni, at den var begyndt at ryge.
Men den her røg havde hun aldrig set før.
Det var en stille aften i juni. Opkaldet kom klokken lidt over ni.
“Det ryger fra kirketårnet,” sagde en stemme i telefonen. “Fra toppen af spiret. Det ser ud, som om det brænder.”
Slukningsholdet rykkede ud. Britta, Jesper og to andre. Brandbilen kørte gennem byen med blå blink, og folk stod ude på fortovet og kiggede op.
Og der var det. Fra spidsen af det høje, spidse kirkespir steg en grå sky op i luften. Den bølgede. Den snoede sig. Den blev tykkere og tyndere og tykkere igen.
Britta steg ud af bilen. Hun kiggede længe på skyen.
“Mærkeligt,” sagde hun. “Jeg kan ikke lugte noget.”
“Det kan jo være højt oppe,” sagde Jesper.
“Måske.” Britta tog kikkerten frem. Hun kiggede op mod spiret.
Graveren, Evald, kom løbende over kirkegården med nøglerne i hånden. Han var forpustet.
“Der er ikke noget elektrisk deroppe,” sagde han. “Der er kun klokkerne og en masse duer.”
“Vi går op og kigger,” sagde Britta. “Jesper og mig. Med lygter og røgdykkerudstyr på ryggen, for en sikkerheds skyld. I andre bliver hernede og gør slangerne klar.”
De gik op ad den smalle trappe i tårnet. Den snoede sig rundt og rundt. Det lugtede af gammelt træ og duefjer. Ikke af røg.
Øverst var der en lille luge. Britta åbnede den forsigtigt og kiggede ud.
Og så begyndte hun at grine.
“Hvad er det?” spurgte Jesper.
“Kom og se,” sagde Britta. “Men hold dig fast.”
Jesper stak hovedet ud ved siden af hende. Og der, lige over spidsen af spiret, var røgen. Den var ikke røg. Den summede. Den bestod af tusinder og atter tusinder af små, små myg, der dansede i en stor, levende sky.
“Dansemyg,” sagde Britta. “De stikker ikke. Hannerne samler sig i store sværme om sommeraftenen, over et højt punkt, en busk eller en flagstang eller et kirkespir. Så kan hunnerne finde dem. Fra jorden ligner det røg. Det sker faktisk nogle gange, at brandvæsenet bliver kaldt ud til det.”
De gik ned igen. Britta forklarede det til Evald og til folk på fortovet. Nogle grinede. Én blev lidt flov, for det var hende, der havde ringet.
“Det er helt i orden,” sagde Britta. “Du gjorde det rigtige. Det er meget bedre at ringe én gang for meget end én gang for lidt. Vi kommer gerne og kigger.”
Slukningsholdet rullede slangerne sammen igen. Ingen af dem var blevet brugt. Brandbilen kørte stille tilbage til stationen uden blink.
Over kirkespiret danser myggene stadig i den lyse juninat, i en grå, svævende sky, der ligner røg. De har ingen anelse om, at et helt slukningshold har været på besøg. Godnat, du.
