Det var en stille aften i den lille by, hvor stjernerne blinkede som små diamanter på den mørke himmel. Alle børnene var ved at gøre sig klar til at sove, men ikke Kikkert-Kaj. Han var en hemmelig agent med en særlig evne: han kunne se alt, hvad der skete i byen gennem sin magiske kikkert.
Kaj boede i et hyggeligt hus med sin mor og far, og hver aften, når klokken slog otte, tog han sin kikkert frem og kiggede ud over byen fra sit værelse. Han elskede at se, hvordan natten bragte ro til gaderne, men denne aften var anderledes.
Da Kaj kiggede gennem sin kikkert, opdagede han noget mystisk. En skygge sneg sig rundt i parken, og det så ud som om, den ledte efter noget. Kaj vidste, at han måtte finde ud af, hvad der foregik.
Han tog sin hemmelige agent-kasket på og listede ud af huset, mens hans forældre troede, han sov trygt i sin seng. Med kikkerten i hånden fulgte han skyggen gennem parken, hvor månen kastede sit lys over de stille stier.
Skyggen stoppede ved en stor, gammel eg, og Kaj gemte sig bag en busk for at se, hvad der ville ske. Pludselig hørte han en svag hvisken. Det var en lille kat, der sad ved foden af træet og så meget forvirret ud.
”Hej lille ven,” sagde Kaj blidt, da han trådte frem fra sit skjul. ”Hvad laver du herude så sent?”
Katten kiggede op på Kaj med store, taknemmelige øjne og mjavede stille. Kaj forstod straks, at katten var faret vild og ledte efter sin vej hjem.
”Bare rolig, jeg skal nok hjælpe dig,” sagde Kaj og tog katten op i sine arme. Med kikkerten i den anden hånd begyndte han at lede efter spor, der kunne føre dem til kattens hjem.
Efter lidt tid opdagede Kaj nogle små poteaftryk i jorden, der førte dem til en lille, hyggelig have. Der stod en kvinde og kiggede bekymret ud i natten.
”Missekat!” udbrød hun glad, da hun så Kaj komme med katten i favnen. ”Hvor har du været? Jeg har været så bekymret!”
Kaj smilede stolt, da han afleverede katten til kvinden. ”Jeg er Kikkert-Kaj, hemmelig agent, og jeg fandt din kat i parken,” sagde han.
”Tusind tak, Kikkert-Kaj,” sagde kvinden og klappede katten kærligt. ”Du er en rigtig helt!”
Med en varm følelse i maven sagde Kaj farvel og skyndte sig hjem, inden hans forældre opdagede, at han havde været ude. Han kravlede i seng med et smil på læben, glad for at have løst gåden i natten.
Og sådan faldt Kikkert-Kaj i søvn, mens stjernerne blinkede over byen, og alle vidste, at de kunne sove trygt, for Kikkert-Kaj holdt øje med dem.