Der var engang en dreng, der hed Kaj, men alle kaldte ham Kikkert-Kaj, fordi han aldrig gik nogen steder uden sin kikkert.
Den var sort og tung, og han havde fået den af farfar, som havde købt sig en ny med større glas. Han havde den om halsen i en rem, og han kiggede på alt med den: fugle på tagrenden, flyvemaskiner højt oppe, naboens kat, der sad i vinduet over for. Han var otte og skulle være detektiv, når han blev stor. Måske var han det allerede.
Kajs værelse lå øverst i huset, og fra vinduet kunne han se ud over haven, over vejen og hen over den store mark, der gik helt ud til skoven. Det var august, og kornet på marken var gult og højt.
En aften, da han skulle sove, så han det.
Langt ude på marken, i mørket, var der et lys. Det var ikke ét lys. Det var mange, i en lang række, og de var hvide og skarpe. Og de bevægede sig. Langsomt, langsomt hen over marken, og så vendte de, og så kom de tilbage igen.
Kaj tog kikkerten for øjnene. Han kunne kun se lysene. Bag dem var der noget stort og mørkt, der brummede. Han kunne høre det svagt gennem vinduet.
“Far,” kaldte han. “Der er noget på marken.”
Far kom op. Han satte sig på sengekanten og kiggede ud.
“Det er en gåde,” sagde Kaj. “Det er stort, det brummer, og det har mange øjne. Og det går frem og tilbage.”
“Hvad tror du, det er?” spurgte far.
“Jeg vil ud og se,” sagde Kaj.
“Ikke om natten,” sagde far. “Man går ikke ud på en mark i mørke, og slet ikke derhen, hvor der kører noget stort. Den, der kører, kan ikke se dig.” Han tænkte lidt. “Men en detektiv kan finde ud af meget fra et vindue. Og så kan vi gå derud i morgen og undersøge sporene. Sammen.”
Så Kaj blev ved vinduet. Han lavede notater i sin lille blok, med lommelygten under dynen.
Klokken ni: Lysene går frem og tilbage. Klokken halv ti: Lysene er kommet tættere på skoven. Klokken ti: Der kommer en ny, mindre lyskegle ud på marken. Den kører ved siden af den store. Så kører den væk igen, mod gården.
Klokken kvart over ti faldt han i søvn med kikkerten på maven.
Næste morgen gik de ud for at undersøge sporene. Kaj havde kikkert og blok med. Far havde gummistøvler.
Marken så helt anderledes ud. Kornet var væk. Der stod kun korte, stive stubbe tilbage, i lange, lige rækker, og ind imellem lå der striber af gult halm. Det knasede, når man gik på det.
“Spor nummer et,” sagde Kaj og skrev. “Kornet er forsvundet.”
En hare sprang op fra en af stubrækkerne og løb i zigzag hen over marken med ørerne lagt ned langs ryggen. Kaj fulgte den med kikkerten, til den forsvandt ind mellem træerne ved skovkanten.
“Haren har også været vågen i nat,” sagde far. “Den har nok holdt øje med lysene ligesom dig.”
Ude ved vejen stod en traktor med en stor vogn bag sig. Vognen var fuld af korn, gyldent og glat. Og inde i gården bag ved, under et stort halvtag, stod den. Den var grøn og så stor som et hus, med et bredt gab foran med knive og hjul, der var højere end far. Oppe på taget sad en hel række lygter.
“Spor nummer to,” sagde Kaj langsomt. “Mange øjne.”
En kvinde i blå overalls kom ud af stalden. Det var landmanden. Hun hed Heidi og havde set dem gå på marken.
“Det er min mejetærsker,” sagde hun. “Den skærer kornet og ryster kernerne ud af aksene. Kernerne kommer op i tanken, og når den er fuld, kommer traktoren og henter dem. Det var den lille lyskegle, du så.”
“Hvorfor kører du om natten?” spurgte Kaj.
“Fordi kornet skal være tørt,” sagde Heidi. “Og vejrudsigten lovede regn i dag. Så kører vi, til duggen kommer og gør aksene våde, også selvom det er blevet mørkt. Det gør mange landmænd i august.”
Kaj skrev det hele ned. Så tog han kikkerten og kiggede på lygterne på mejetærskerens tag. Der var tolv.
“Gåden er løst,” sagde han.
“Vil du se førerhuset?” spurgte Heidi.
Det ville Kaj. Han sad i det store sæde, højt oppe, med far stående lige ved siden af, og kiggede ud gennem den brede rude. Derfra kunne han se hele marken. Og helt ovre på den anden side, øverst i et hus, et lille vindue.
“Det er mit vindue,” sagde han.
“Så var det dig, der holdt øje med mig,” sagde Heidi.
Ude på stubmarken står der ikke noget korn nu, du, kun lange, lige rækker af stubbe i måneskinnet. Mejetærskeren hviler under halvtaget med alle tolv lygter slukket. Og Kikkert-Kaj har skrevet “Sagen er opklaret” med store bogstaver på den sidste side i sin blok og lagt den under hovedpuden. Godnat.
