Der var engang to søskende, der hed Thea og Aron, og de havde et detektivbureau. Det hed Mission Mysterium. Det lå i et hjørne af Theas værelse, og det bestod af et bord, en lup, et forstørrelsesglas, der egentlig var en lup mere, og en notesbog med en hængelås.
Thea var ni. Hun var chefen. Aron var seks. Han var assistent og skulle hjælpe med at bære ting.
Men indtil nu havde de ikke haft nogen rigtige sager. Indtil skoene begyndte at forsvinde.
Det begyndte en mandag. Arons gummistøvler stod på trappen, hvor han havde sparket dem af. Tirsdag morgen var der kun én. Den anden var væk.
Onsdag forsvandt en af fars havesko. Torsdag mors gamle løbesko. Og fredag en sandal, som Thea havde glemt på græsplænen.
Ingen havde set noget. Ingen havde hørt noget. Om aftenen stod skoene der. Om morgenen var de væk.
“Det er en usynlig tyv,” sagde Aron.
“Der findes ikke usynlige tyve,” sagde Thea. “Men den er god til at gemme sig.”
De skrev det hele ned i notesbogen. Hvilke sko. Hvilke nætter. Det var kun den ene af hvert par. Og det var kun sko, der stod udenfor.
“En tyv, der kun vil have én sko,” sagde Thea langsomt. “Hvad skal man med én sko?”
Det vidste ingen.
Lørdag kom mor hjem med en lille, grøn kasse. Det var et vildtkamera. Sådan et, jægere og naturfolk bruger. Det tager billeder om natten, helt af sig selv, når der er noget, der bevæger sig.
“Hvis vi ikke kan se tyven,” sagde mor, “så kan kameraet.”
De spændte kameraet fast på æbletræet og pegede det mod trappen. Så stillede Thea en gammel gymnastiksko på det nederste trin. Som lokkemad.
Om aftenen kunne de næsten ikke falde i søvn.
Søndag morgen løb de ud i nattøj. Gymnastikskoen var væk. Mor tog kortet ud af kameraet og satte det i computeren, og de satte sig alle tre foran skærmen.
Det første billede var sort og hvidt og lidt kornet. Det var taget klokken tre minutter over tre om natten. Det viste trappen. Og skoen.
Og et par øjne. To små, lysende prikker i mørket.
Det næste billede viste et spidst snudeparti. Det næste viste to store, spidse ører og en lang, busket hale.
Og det sidste viste en ræv, der travede hen over græsplænen med en gymnastiksko i munden.
“En ræv!” råbte Aron.
“Det gør de,” sagde mor. “Det er især de unge ræve. De kan lide at lege med ting, der lugter af mennesker. Sko og handsker og bolde. De tager dem med hjem og tygger på dem.”
Den eftermiddag gik de på jagt efter rævens gemmested, alle tre. Bag hækken nede for enden af haven, under en stor busk, fandt de det. En lille plads med trampet jord. Og der lå de. En gummistøvle. En havesko. En løbesko. En sandal. En gymnastiksko. De var lidt tyggede og meget beskidte.
Thea skrev det sidste ind i notesbogen. Sag nummer 1. Løst. Tyven: en ræveunge. Straf: ingen.
Og nu står alle familiens sko inde i gangen om natten.
Hvor står dine sko i nat, du? Thea og Arons står inde i gangen. Ude under hækken sover en ræveunge, der måske drømmer om en gymnastiksko. Godnat.
