Der var engang en brandmand, der hed Benny. Han havde et stort, gråt overskæg og en stemme, der kunne høres over hele brandstationen i Flammeby, selv når han hviskede. Og han havde en hemmelighed.
Den holdt til i garagens bagerste hjørne. Den var lille og rød, havde en kort stige og en lygte, der var lidt skæv. Den hed Blis. Og den kunne tale.
“Godaften, Benny,” sagde Blis hver aften, når de andre brandfolk var gået hjem.
“Godaften, Blis,” sagde Benny og satte sig på trinbrættet med sin kaffe.
En aften var Blis stille længe. Så sagde den: “Jeg så den nye bil i dag.”
Den nye brandbil var kommet om morgenen. Den var kæmpestor og skinnende og havde en stige, der kunne nå op til toppen af kirketårnet. Alle brandfolkene havde stået rundt om den og sagt “nej, se” og “sikke en”.
“Den er flot,” sagde Benny.
“Den er meget flot,” sagde Blis. “Jeg hørte chefen sige, at jeg skal pensioneres på fredag.”
Benny sagde ingenting. Han drak sin kaffe. Den var blevet kold.
“Hvad gør gamle brandbiler, når de bliver pensioneret?” spurgte Blis.
“Nogle kommer på museum,” sagde Benny.
“Jeg kan ikke lide museer,” sagde Blis. “Der er alt for stille.”
Torsdag nat ringede alarmen.
Det var i Gydekvarteret, den ældste del af Flammeby, hvor husene lænede sig ind mod hinanden, og gaderne var så smalle, at to cykler knap kunne passere. I kælderen under bageriet var et vandrør sprunget. Vandet steg og steg, og ovenpå sov bageren og hans familie og vidste ingenting.
Den nye bil kørte forrest. Bi-ba-bi-ba. Den kørte hurtigt hen ad hovedgaden, svingede ind i Gydekvarteret og stoppede.
Den kunne ikke komme længere. Gaden var for smal. Spejlene ramte husmurene på begge sider.
“Vi må gå resten af vejen,” sagde chefen. “Men slangerne er for tunge til at bære så langt, og pumpen sidder på bilen.”
Benny stod helt stille. Så løb han tilbage til stationen så hurtigt, som hans gamle ben kunne bære ham.
“Blis,” pustede han. “Kan du finde vej til bageriet i Gydekvarteret?”
Blis tændte sin skæve lygte. “Jeg har kørt i de gader i fyrre år,” sagde den. “Jeg kender hvert eneste hul i brostenene.”
De kørte. Ikke hurtigt, men sikkert. Til venstre ved pumpen. Til højre ved den blå dør. Hen over den lille bro, hvor man skulle dukke sig for vasketøjssnoren. Blis var så smal, at der var plads til en kat på begge sider, og katten var der faktisk. Den gik med det meste af vejen.
Foran bageriet stoppede de. Benny rullede den lille slange ud og satte pumpen i gang. Den gamle motor brummede og hostede og pumpede, og vandet i kælderen sank. Først en hånd. Så en arm. Til sidst var der kun en stor pyt tilbage og en masse våde melsække.
Bageren stod i døren i pyjamas og blinkede. “Var det jer, der kom?” sagde han. “Jeg har ikke set den lille bil i årevis.”
Bagefter stod chefen længe og så på Blis.
“Hvor mange gader er der i Flammeby, som den nye ikke kan komme ind i?” spurgte han.
“Fjorten,” sagde Benny. “Plus den lille vej op til skolen.”
Chefen nikkede langsomt. “Så har vi vist brug for en gydebil,” sagde han.
På fredag blev Blis ikke pensioneret. Den fik et nyt skilt i forruden, som Benny selv havde malet: GYDEBIL NR. 1. Og den fik sin egen plads lige ved porten, så den kunne komme hurtigt ud.
Den aften sad Benny på trinbrættet igen med en ny, varm kop kaffe. Den nye bil stod ved siden af dem og skinnede.
“Godnat, Benny,” sagde Blis.
“Godnat, Blis,” sagde Benny.
Og helt stille, så stille at kun en lille brandbil kunne høre det, sagde den nye bil også godnat.
Sov godt, du. Måske kører der en lille rød bil rundt i de smalle gader i din by i nat og ser efter, at alle er trygge.
