Der var engang en brandmand, der hed Jonas. Han var frivillig brandmand i en lille by på landet. Om dagen var han tømrer. Men han havde altid en lille personsøger i lommen, og når den bippede, kørte han ned på brandstationen, så hurtigt han måtte.
En aften i august sad Sebastian i vinduet. Han boede i huset lige over for brandstationen, og han var seks år, og han elskede at se brandbilen køre ud.
Det havde været en varm og stille dag. Men nu var himlen blevet mærkelig. Den var gul ude mod vest og sort ovenover. Luften stod helt stille.
“Der kommer et uvejr,” sagde Sebastians mor. “Et, der ikke stod i vejrudsigten.”
Så kom vinden. Den kom pludselig og hårdt, så træerne langs vejen bøjede sig, og en spand trillede hen over gårdspladsen. Så kom regnen. Så kom det første lyn.
Sebastian talte, som mor havde lært ham. En, to, tre. Så kom tordenen. Bum.
“Tre sekunder,” sagde mor. “Så er det cirka en kilometer væk.”
Det næste lyn kom. Sebastian nåede kun at tælle til én.
Og så hørte de en lyd fra brandstationen. Porten. Den gik op. Lyset blev tændt indenfor. Og en efter en kom brandfolkene løbende i deres gule jakker. Sebastian kunne se Jonas. Han var den største, og han havde altid sin hjelm på skrå, indtil han spændte den.
Brandbilen kørte ud med blå blink. Uden sirene. Det var ikke en brand. Hvad var det så?
Mor fandt ud af det på telefonen. Et stort træ var væltet ude på landevejen. Det lå hen over begge baner.
Sebastian blev siddende i vinduet. Regnen trommede. Tordenen buldrede. Han kunne se de blå blink langt ude ad vejen, mellem træerne.
Ude ved det væltede træ satte Jonas og de andre lys op, store lamper på stativer, så de kunne se. To af dem stillede sig med lygter et godt stykke væk på hver side af træet, så ingen biler kørte ind i det. Jonas tog sine skærebukser og sin hjelm med visir og høreværn på. Så startede han motorsaven.
De skar træet i stykker. Ikke i en fart. Langsomt og forsigtigt. Et stort træ, der er væltet, kan rulle eller fjedre, når man skærer i det. Så de skar et stykke ad gangen og fik det slæbt ind til siden med et reb, før de skar det næste.
Det tog en time. Imens drev uvejret over. Lynene blev færre. Tordenen blev til en fjern rumlen. Regnen blev til støvregn.
Til sidst var vejen fri. En bil, der havde ventet, kørte langsomt forbi. Føreren rullede vinduet ned og sagde tak.
Da brandbilen kom tilbage til stationen, var det blevet mørkt. Sebastian var stadig vågen, for mor havde sagt, at han godt måtte vente. Han stod ved hækken i sin regnjakke over nattøjet.
Jonas kom gående over vejen. Han var våd fra top til tå. Han lugtede af savsmuld og regn.
“Det var bare et træ,” sagde han. “Men nu kan folk køre hjem igen.”
Han tog noget op af lommen og gav det til Sebastian. Det var en lille, rund skive af træ. Den var stadig lidt våd, og man kunne se årringene.
“Fra en af grenene på det væltede træ,” sagde Jonas. “Tæl ringene i morgen. Så ved du, hvor gammel grenen var.”
Sov godt, du. Uvejret er langt væk, og vejen er fri hele vejen hjem. På Sebastians natbord ligger en lille træskive og tørrer, og ovre på stationen står brandbilen vasket og klar. Godnat.
