Der var engang en hemmelig agent, der hed Agent X. Ingen havde set ham. Ingen vidste, hvordan han så ud. Men hver morgen var der beviser.
Det var Jonna og hendes storebror Kristoffer, der opdagede det. Jonna var seks, og Kristoffer var ni. Om morgenen, når de kom ud i haven, var der små, spidse lorte på græsplænen. Der var et lille hul i bunden af rabatten, hvor nogen havde gravet efter noget. Og engang var den skål vand, som mor havde sat ud til fuglene, næsten tom.
“Det er en agent,” sagde Jonna. “En hemmelig agent, der kommer om natten.”
“Vi kalder ham Agent X,” sagde Kristoffer. “Indtil vi ved, hvem han er.”
De spurgte mor. Mor kiggede på de små lorte og smilede lidt.
“Jeg tror, jeg ved, hvem det er,” sagde hun. “Men lad os se, om I selv kan finde ud af det. Vi bygger en hemmelig tunnel.”
Den hemmelige tunnel var et stykke tagrende af plastik, en meter lang. Inde i midten lagde de et stykke papir. På hver side af papiret lagde de en strimmel køkkenrulle med sort, giftfri farve rørt op i madolie, som mor havde blandet. Og helt inde i midten af tunnelen lagde de en teskefuld kattemad.
“Hvis Agent X går ind efter maden,” sagde mor, “så træder han i farven og går hen over papiret. Og så har vi hans fodspor.”
De lagde tunnelen langs hækken, hvor de små lorte plejede at ligge.
Næste morgen løb Jonna ud i nattøj.
Kattemaden var væk. Og hen over papiret gik der en række små, sorte fodspor. Fem tæer på hver. Små og runde, med lange kløer.
Kristoffer fandt mors dyrebog frem. De sammenlignede sporene med billederne. Ikke en kat. Ikke en ræv. Ikke en mus.
“Det er et pindsvin!” sagde Jonna.
“Agent X er et pindsvin,” sagde Kristoffer.
Mor nikkede. “Pindsvin går langt om natten. Måske to kilometer. De går fra have til have og spiser biller og orme og snegle. Men mange haver har hegn hele vejen rundt. Så kan de ikke komme igennem.”
Kristoffer kiggede på deres hegn. Det gik hele vejen rundt om haven, helt ned til jorden.
“Hvordan kom han så ind?”
De undersøgte det. I det ene hjørne, ved naboens have, havde nogen gravet et lille hul under hegnet. Det var lige akkurat stort nok.
“Agent X har en hemmelig tunnel,” sagde Jonna.
Den eftermiddag lavede far et rigtigt hul i bunden af hegnet. Det var tretten gange tretten centimeter, lidt større end en cd. Stort nok til et pindsvin. For lille til en hund. Naboen lavede et hul i sit hegn på den anden side. Og mor satte en lav skål vand ud ved hækken. Ikke mælk. Pindsvin får ondt i maven af mælk.
“Så kan han komme og gå, som han vil,” sagde mor. “Og vi rører ham ikke, hvis vi ser ham. Vi kigger bare.”
Agent X kom igen. Det kunne de se på sporene. Og en aften i august, da det var ved at blive mørkt, sad Jonna og Kristoffer helt stille på trappen. Og så kom han. En lille, brun kugle med pigge, der luntede ud fra hækken og snøftede som en lille gammel mand. Han drak af skålen. Så forsvandt han ud gennem hullet i hegnet.
Ude i mørket lunter Agent X fra have til have i nat, du, gennem små, firkantede huller i hegnene. Han snøfter og spiser biller og ved ikke, at han har et navn. Godnat.
