Der var engang en ung brandmand, der hed Rasmus. Han var den nyeste på brandstationen, han havde arvet sin morfars gamle hjelm, og han var den langsomste til at komme i tøjet.
Det var et problem. For når alarmen går på en brandstation, skal brandfolkene være i tøjet og i bilen på under et minut. Støvler, bukser, jakke, hjelm, handsker. Alt sammen.
Rasmus brugte to.
“Du snubler i dine egne bukseben,” sagde holdlederen Dorthe. Hun var den hurtigste på stationen. Femogfyrre sekunder.
“Jeg ved det,” sagde Rasmus. Han kiggede ned på sin morfars hjelm i skabet. Den var gammel og sort, med en lille bule i siden. Folk på stationen kaldte den “den hurtigste hjelm”, fordi morfar havde været den hurtigste i tredive år.
Det hjalp ikke på Rasmus.
Den aften ringede han til sin morfar.
“Hvordan var du så hurtig?” spurgte han.
Morfar lo i telefonen. “Jeg var ikke hurtig. Jeg var forberedt. Hvordan står dine støvler?”
“I skabet.”
“Og bukserne?”
“Hænger på en knage.”
“Der er dit problem,” sagde morfar. “Støvlerne skal stå på gulvet. Lige ved bilen. Bukserne skal være trukket ned over støvlerne, så de ligger i en harmonika på gulvet. Så træder du ned i støvlerne og hiver op i bukserne i én bevægelse. Jakken hænger med ærmerne vendt den rigtige vej. Hjelmen ligger ovenpå, med handskerne i.”
Rasmus skrev det ned.
Næste morgen kom han tidligt. Han stillede støvlerne på gulvet ved bilen. Han trak bukserne ned over dem, så de lå i en blød bunke. Han hængte jakken op med åbningen mod sig. Han lagde morfars hjelm ovenpå, med handskerne inde i.
Så ventede han.
Klokken ti gik alarmen. En øvelse, men det vidste ingen endnu.
Rasmus løb. Han trådte ned i støvlerne. Han trak bukserne op. Han smuttede armene i jakken. Han tog hjelmen på, og handskerne faldt lige ned i hænderne på ham.
Han sprang op i bilen.
Dorthe kom bag ham, et sekund senere. Hun stoppede og kiggede på ham.
“Hvor lang tid?” råbte hun til chefen.
“Rasmus: niogfyrre sekunder,” sagde chefen. “Dorthe: halvtreds.”
Der blev stille i bilen.
Så begyndte Dorthe at grine. Hun slog Rasmus på skulderen. “Hvem har lært dig det trick?”
“Morfar,” sagde Rasmus.
“Selvfølgelig,” sagde Dorthe. “Det var også ham, der lærte mig det. Jeg er bare blevet doven.”
Den eftermiddag kørte Rasmus forbi sin morfar og fortalte det. Morfar sagde ikke meget. Han nikkede bare. Men da Rasmus gik, sagde han: “Hjelmen var aldrig den hurtige, hvis du skulle være i tvivl. Det var den, der lå klar.”
Om aftenen, før han tog hjem, stillede Rasmus støvlerne på plads igen. Bukserne ned over dem. Jakken med ærmerne vendt rigtigt. Hjelmen på toppen.
Klar til i morgen.
Har du lagt dit tøj frem til i morgen, du? Strømperne øverst, så du kan finde dem i mørket? Så er du lige så klar som Rasmus. Godnat.
