Der var engang en lille agent ved navn Alex. Alex var ikke som de andre børn i nabolaget. Han havde en hemmelig identitet som agent, og han elskede at løse mysterier. Hver aften, når stjernerne blinkede på himlen, tog Alex sin hemmelige agentkasket på og gik på opdagelse i sin egen baghave.
En aften, mens månen lyste klart, opdagede Alex noget mærkeligt. Der var et svagt lys, der blinkede fra det gamle træhus i haven. “Hvad mon det kan være?” tænkte Alex og besluttede sig for at undersøge sagen nærmere.
Med sin lommelygte i hånden listede Alex sig hen til træhuset. Han åbnede forsigtigt døren og kiggede ind. Til sin store overraskelse fandt han en lille, skinnende kasse. På kassen stod der med store bogstaver: “HEMMELIGT”. Alex vidste, at han havde fundet noget meget vigtigt.
Han åbnede kassen og fandt en besked indeni. Der stod: “Kære agent Alex, du er blevet udvalgt til at løse en stor gåde. Find den skjulte skat, og du vil blive belønnet.” Alex blev meget spændt. Han elskede skattejagter!
Med beskeden i hånden begyndte Alex sin mission. Han fulgte de spor, der var gemt rundt omkring i haven. Først fandt han en ledetråd under den gamle gynge, der sagde: “Find det sted, hvor solen kysser jorden.” Alex tænkte sig om og gik hen til det sted, hvor solens stråler altid ramte først om morgenen.
Der fandt han endnu en ledetråd, der førte ham til blomsterbedet. “Grav her,” stod der. Alex tog en lille skovl og begyndte at grave. Efter lidt tid stødte han på noget hårdt. Det var en lille kiste!
Med bankende hjerte åbnede Alex kisten. Indeni lå der en smuk, gylden medalje med ordene: “Til den modigste agent.” Alex smilede stort. Han havde løst gåden og fundet skatten!
Da Alex gik tilbage til huset, følte han sig som en rigtig superhelt. Han vidste, at han altid ville være klar til at løse nye mysterier og hjælpe dem, der havde brug for det.
Da Alex lagde sig i sin seng den aften, kunne han ikke lade være med at tænke på, hvad hans næste eventyr ville være. Men én ting var sikkert: Han ville altid være den lille agent med det store mod.
Og med det faldt Alex i en dyb, fredfyldt søvn, mens stjernerne blinkede venligt ned til ham fra den mørke nattehimmel.