Alarm i natten – Brandmand Mikkel rykker ud

Der var engang en brandmand, der hed Mikkel, og han sov på brandstationen den nat, alarmen gik klokken kvart over to.

Han havde nattevagt. Det betød, at han sov i en smal seng i et lille værelse ovenpå, med sine bukser og støvler stillet klar ved siden af sengen, så han bare kunne træde ned i dem. Det havde han øvet sig på mange gange.

BIIIP. BIIIP. BIIIP.

Lyset tændte af sig selv. En stemme i højttaleren sagde: “Automatisk brandalarm. Bakkeskolen. Gymnastiksalen.”

Mikkel var i bukserne og støvlerne på tre sekunder. Han løb ned ad trappen. I garagen var Rikke, holdlederen, allerede ved at tage jakken på, og Helmer startede brandbilen. Ti sekunder senere rullede porten op, og de kørte ud i natten med blå blink. Der var ingen biler på vejene. De kørte uden sirene.

“Det er en automatisk alarm,” sagde Rikke, mens de kørte. “Den går af sig selv, når en røgmelder opdager noget. Så ved vi ikke, om det brænder. Men vi kører, som om det gør. Altid.”

Skolen lå mørk og stille. Ingen flammer. Ingen røg ud af vinduerne. Pedellen stod ved døren i en tyk jakke over sin pyjamas og et nøglebundt i hånden. Han boede lige ved siden af skolen.

“Jeg kan ikke lugte noget,” sagde han. “Men alarmen hyler derinde.”

Mikkel og Rikke tog masker og iltflasker på. Sådan gør man, når man går ind i en bygning, hvor der måske er røg. Så gik de ind.

Gymnastiksalen var stor og mørk. Ribberne stod langs væggene, og tovene hang fra loftet. Mikkel lyste rundt med sin lygte. Ingen røg. Ingen varme. Han holdt et lille kamera op, der kunne se varme i mørke. Alt var koldt og blåt på skærmen.

Rikke pegede op i loftet. På en af røgmelderne blinkede der et rødt lys. Det var den, der havde slået alarm.

Helmer kom med en stige. Mikkel kravlede op og skruede forsigtigt låget af røgmelderen. Han lyste ind.

Inde i den sad der en edderkop.

Den var lille og brun og havde spundet et fint spind lige hen over det lille kammer, hvor røgmelderen kigger efter røg. Røgmelderen havde troet, at spindet var røg.

Rikke grinede inde bag sin maske. “Det sker,” sagde hun. “Edderkopper og små insekter kan godt narre en røgmelder. Det er ikke farligt. Det er bare godt, vi kom.”

Mikkel tog en lille papirlap op af lommen. Han lod edderkoppen kravle op på den, meget forsigtigt. Så tørrede han spindet væk, satte låget på igen, og alarmen holdt op med at hyle.

Udenfor satte han edderkoppen ned i en busk ved skolens indgang.

“Bliv nu her,” sagde han.

Klokken var tre, da de kørte hjem. Byen sov stadig. Ingen havde opdaget noget som helst.

Mikkel ligger i sin smalle seng igen nu, du, med støvlerne klar ved siden af sig. Og ude i busken ved Bakkeskolen sidder en lille, brun edderkop og spinder et nyt spind mellem to blade, hvor ingen røgmeldere kan se det. Godnat.