Det var en stille og rolig aften i den lille by Solby. Stjernerne blinkede på himlen, og månen kastede sit blide lys over husene. Inde i brandstationen lå Brandmand Mikkel og sov trygt i sin seng. Han havde haft en travl dag med at hjælpe en lille kat ned fra et træ og besøge børnehaven for at fortælle om brandsikkerhed.
Pludselig blev stilheden brudt af en høj alarm. “BIP BIP BIP!” lød det gennem brandstationen. Mikkel vågnede med et sæt og sprang ud af sengen. “Der er brug for mig!” sagde han til sig selv og skyndte sig at tage sin brandmandsdragt på.
Brandmand Mikkel løb hen til brandbilen, hvor hans gode ven, brandhunden Basse, allerede sad klar. “Er du klar, Basse?” spurgte Mikkel, mens han satte sig bag rattet. Basse logrede ivrigt med halen og gav et lille bjæf som svar.
De kørte hurtigt gennem de stille gader, mens sirenerne hylede. Mikkel kunne se, at der var røg i det fjerne. “Det ser ud til, at der er brand i den gamle lade,” sagde han til Basse. “Vi må skynde os!”
Da de nåede frem, kunne Mikkel se, at flammerne dansede op mod himlen. Men heldigvis var der ingen mennesker eller dyr i nærheden. Mikkel tog sin brandslange og begyndte at sprøjte vand på ilden, mens Basse holdt øje med, at alt gik som det skulle.
Efter lidt tid begyndte flammerne at blive mindre, og røgen svandt ind. Mikkel arbejdede hurtigt og effektivt, og snart var ilden helt slukket. “Godt arbejde, Basse!” sagde Mikkel og klappede sin trofaste ven på hovedet.
Da de var sikre på, at alt var under kontrol, satte Mikkel sig på en træstub og pustede ud. “Det var en god indsats,” sagde han og kiggede op på stjernerne. “Nu kan vi tage hjem og få lidt mere søvn.”
På vej tilbage til brandstationen tænkte Mikkel på, hvor vigtigt det var at være klar til at hjælpe, når der var brug for det. Han vidste, at han og Basse havde gjort en forskel i nat, og det gjorde ham glad.
Da de kom tilbage til brandstationen, lagde Mikkel sig igen i sin seng. Basse krøllede sig sammen ved hans fødder. “Godnat, Basse,” sagde Mikkel med et smil. “Vi klarede det igen.”
Og med det faldt Mikkel i en dyb og rolig søvn, mens stjernerne blinkede venligt ned til ham. I Solby kunne alle sove trygt, for de vidste, at Brandmand Mikkel og Basse altid var klar til at rykke ud, hvis der var brug for dem.