Der var engang en brandbil, der hed Bella. Hun var stor og rund og grøn, for hun var ikke en almindelig brandbil. Hun var en tankbil. Hun havde ingen lang stige og ingen sirene, der kunne høres i tre byer. Hun havde en tank med tolv tusinde liter vand, og hun var den langsomste bil på hele brandstationen.
De andre biler var røde og hurtige. Når der var ild, kørte de først. Bella kørte bagefter og kom altid sidst.
Hendes chauffør hed Yrsa. Yrsa klappede hende på rattet hver morgen og sagde: “Vi to har tid.”
En sommeraften i august, efter mange uger uden regn, kom alarmen. Der var ild i skoven ved søen.
De røde biler kørte. Bella kørte efter dem, så hurtigt hun kunne, og det var ikke særlig hurtigt.
Da hun kom frem, kunne man se røgen hænge mellem træerne. Det var ikke en stor ild endnu. Det var lyngen og det tørre græs, der brændte i en lang, lav række, og den kravlede langsomt mod træerne.
Brandfolkene arbejdede. Nogle sprøjtede vand på flammerne. Andre tog skovle og gravede en lang rende i jorden foran ilden, hvor der ikke var noget, der kunne brænde. “Et brandbælte,” råbte holdlederen. “Det kan ilden ikke komme over.”
Inde fra skoven kom dyrene. Et rådyr sprang over vejen. To harer. En ræv med halen lige ud. De vidste selv, hvad de skulle. De løb væk fra røgen, ned mod søen og ud på den anden side.
Efter en halv time var de røde biler tomme. De havde sprøjtet alt deres vand ud.
“Bella,” sagde holdlederen.
Yrsa kørte Bella helt frem. Slangerne blev koblet på. Og nu var der vand. Tolv tusinde liter. Det hvæsede og dampede, hvor det ramte de sorte tuer.
Men en tank bliver også tom. Efter tyve minutter var Bella tom.
“Søen,” sagde Yrsa.
Hun kørte Bella ned ad grusvejen til søen. Hun smed en tyk slange ud i vandet og startede pumpen. Det tog et kvarter at fylde tanken. Så kørte hun tilbage op til ilden og tømte sig.
Så ned til søen igen.
Det blev mørkt. Natten blev lang. Yrsa talte turene på en lap papir i førerhuset. En streg for hver tur.
Fire streger. Seks. Ilden blev mindre. Den kom ikke over brandbæltet.
Ni streger. Ti. Der var bare røg og små gløder tilbage nu. Brandfolkene gik rundt med skovle og vandede hver eneste glød.
Ved den tolvte tur lysnede det over trætoppene mod øst. Og så mærkede Yrsa noget på forruden. En dråbe. Så en til.
Det regnede.
Det var bare en stille, grå sommerregn. Men den regnede på det hele. På lyngen og de sorte tuer og de sidste gløder og på Bellas grønne tag.
Holdlederen kom gående hen til hende med sod i hele ansigtet. Han kiggede på lappen med de tolv streger.
“Uden hende var ilden kommet ind i skoven,” sagde han.
Yrsa klappede rattet. Bella sagde ingenting, for hun var en brandbil. Men hendes motor brummede dybt og jævnt i tomgang.
De kørte hjem som de sidste. Det gjorde ingenting.
Tolv streger, du. Tolv ture med en langsom, grøn brandbil gennem natten. Nu regner det stille på taget. Lyt efter det. Godnat.
