Der var engang en ung vaskebjørn, der hed Ronny, og han troede, at uglen i hans træ var sulten.
Ronny boede i en stor skov i Nordamerika, i staten Minnesota, hvor der er så mange søer, at ingen helt har talt dem. Han havde en sort maske hen over øjnene og en tyk, ringet hale, og han boede i et hult ahorntræ, som han havde fået lov at overtage fra sin mor, da han blev stor nok til at bo for sig selv. Det var et godt træ. Det stod lige ved en bæk.
Men øverst i træet, i et andet hul, boede der en ugle.
Ronny havde ikke set hende så tit. Hun sov om dagen, ligesom ham. Men om natten, når han kravlede ud for at gå ned til bækken, hørte han hende. Hun sad på en gren lige over hans hul og kaldte, igen og igen, med en dyb, hul stemme.
“Hu-hu-hu-huu. Hu-hu-hu-huuu-aaah.”
Ronnys mor havde engang fortalt ham, at menneskene i Minnesota syntes, at den stribede ugles kald lød, som om den stillede et spørgsmål. Hvem laver mad til dig? Hvem laver mad til jer alle sammen?
Ronny havde lyttet til uglen i tre nætter. Hver nat det samme spørgsmål. Og ingen svarede hende.
På den fjerde nat besluttede han sig.
Han gik ned til bækken. Han stak poterne ned i det kolde vand og følte sig frem mellem stenene, sådan som vaskebjørne gør. Han fandt et par ferskvandsmuslinger, som han ikke brød sig om. Han fandt en glat sten. Og oppe ad bredden fandt han en busk med modne blåbær, fuld af dem, mørkeblå og duggede. Han plukkede en hel håndfuld. Så tog han dem med ned til bækken og vaskede dem, ét efter ét, og gned dem mellem poterne, til de var rene og blanke.
Så klatrede han op i træet med blåbærrene i munden.
Uglen sad på sin gren. Hun var stor, større end Ronny havde troet. Hun var gråbrun med striber på brystet og pletter på vingerne, og hun havde et rundt ansigt uden ører og to store, mørke øjne, der så lige på ham.
Ronny lagde blåbærrene på grenen foran hende.
“Her,” sagde han. “Jeg har lavet mad til dig.”
Uglen kiggede på blåbærrene. Så på Ronny. Så på blåbærrene igen.
“Hvorfor?” spurgte hun.
“Fordi du spørger hver nat,” sagde Ronny. “Hvem laver mad til dig? Og ingen svarer. Så tænkte jeg, at det kunne jeg gøre.”
Uglen sagde ingenting et langt stykke tid. Ronny begyndte at blive lidt nervøs.
Så lavede hun en lyd, han aldrig havde hørt. Det var en blød, kluklende lyd, dybt nede i halsen. Først troede han, hun var syg. Så forstod han, at hun grinede.
“Jeg hedder Tora,” sagde hun, da hun var færdig. “Og jeg spørger ikke om mad.”
“Gør du ikke?”
“Nej,” sagde Tora. “Det er bare sådan, det lyder for menneskene. Jeg kalder på min mage. Han bor i det store fyrretræ på den anden side af bækken. Om foråret bygger vi rede sammen, og så kalder vi på hinanden om natten for at sige: Her er jeg. Hvor er du?”
“Men han svarer aldrig,” sagde Ronny.
“Han svarer hver nat,” sagde Tora. “Du har bare ikke lyttet efter ham.”
Ronny satte sig på grenen. Han lyttede. Først hørte han ingenting andet end bækken. Så løftede Tora hovedet og kaldte.
“Hu-hu-hu-huu. Hu-hu-hu-huuu-aaah.”
Og fra den anden side af bækken, langt inde mellem træerne, kom svaret. Lidt dybere. Lidt langsommere.
“Hu-hu-hu-huu. Hu-hu-hu-huuu-aaah.”
Ronny lyttede, mens de kaldte frem og tilbage. Det lød slet ikke som et spørgsmål længere. Det lød som to, der snakkede sammen hen over skoven.
“Undskyld,” sagde Ronny og kiggede på blåbærrene. “Jeg troede, du var sulten.”
Tora kiggede på bærrene. Så gjorde hun noget overraskende. Hun bøjede sig frem og tog forsigtigt et enkelt blåbær i næbbet. Hun holdt det et øjeblik. Så lagde hun det tilbage på grenen.
“Ugler spiser ikke blåbær,” sagde hun. “Men ingen har nogensinde vasket noget til mig før. Det var pænt af dig.”
Ronny spiste selv blåbærrene, mens Tora og hendes mage kaldte hen over bækken. De smagte godt. De smagte endnu bedre, fordi han havde vasket dem.
Lige før morgenen kom, kravlede Ronny ned i sit hul. Tora kravlede ind i sit. Inden hun forsvandt ind i mørket, kiggede hun ned på ham.
“Hvis du nogensinde vil have svar,” sagde hun, “så kald. Jeg skal nok svare.”
“Hvad skal jeg kalde?” spurgte Ronny.
“Det finder du ud af,” sagde Tora.
Ronny lå længe i sit hul og tænkte over det. Så lagde han hovedet på poterne og faldt i søvn.
Nu sover de begge to i det store ahorntræ, du, Ronny nederst og Tora øverst. Hvis du lytter godt efter i nat, kan du måske høre nogen kalde: Her er jeg. Hvor er du? Og så kan du hviske tilbage: Her er jeg. Godnat.
