Der var engang en enhjørning, der hed Sne. Hun var hvid fra mule til hale, hun boede med de andre enhjørninger i en dal med en stor sø, og hun havde en hemmelig ven.
Hendes ven var en flagermus. Han hed Flaks.
De havde mødt hinanden en sommeraften, lige da det begyndte at skumre. Sne stod ved søen og drak, og Flaks kom susende så tæt forbi hendes øre, at hun hørte vingerne. Han fløj i zigzag, op og ned, og hver gang han drejede skarpt, sagde det en lille klik-lyd.
“Hvad laver du?” spurgte Sne.
“Spiser,” sagde Flaks og fløj et loop. “Myg. Tre hundrede i aften indtil videre.”
Siden mødtes de hver aften i skumringen ved den gamle pil ved søen. Flaks hang med hovedet nedad i en gren og fortalte om alt, hvad han kunne høre. For han kunne høre meget. Han kunne høre, hvor en myg fløj, i kulsort mørke, bare ved at råbe og lytte efter ekkoet.
Men Sne fortalte ikke de andre enhjørninger om ham. Hun var bange for, hvad de ville sige. De andre enhjørninger syntes, at flagermus var uhyggelige. “De flyver ind i håret,” sagde de. “De har lædervinger og spidse ører.”
En aften i august skulle der være fest ved søen. Alle enhjørningerne samledes ved vandkanten for at se fuldmånen stå op. Der var blomsterkranse og kløver at spise.
Men lige da månen kom op, kom myggene også.
De kom i store, summende skyer fra sivene. De stak enhjørningerne i mulen og i ørerne og mellem øjnene. Alle rystede med hovederne og slog med halerne. En gammel enhjørning nøs. Nogle af de små begyndte at græde.
“Vi må gå hjem,” sagde de. “Festen er ødelagt.”
Sne så op mod pilen. Flaks hang der. Han kiggede ned på hende.
Sne nikkede.
Flaks lettede. Og bag ham, fra pilen, fra sivene, fra de hule træer på den anden side af søen, lettede hans familie. Tyve flagermus. Fyrre. Måske hundrede. De susede ind over enhjørningerne i zigzag, klik, klik, klik, og myggene forsvandt en efter en.
Enhjørningerne stod helt stille. Ingen af dem fik flagermus i håret. Ikke én.
Efter et kvarter var der ikke en eneste myg tilbage. Flaks landede på pilegrenen og hang med hovedet nedad og en meget tyk mave.
“Hvem var det?” spurgte den gamle enhjørning.
“Det var min ven,” sagde Sne. “Han hedder Flaks.”
Den gamle enhjørning kiggede op i pilen længe. Så bøjede hun hovedet ganske lidt. Det var det fineste buk, en enhjørning kan give.
Festen fortsatte, til månen stod højt over søen.
Hvis du ser noget flagre i skumringen en sommeraften, du, så er det måske en flagermus, der spiser myg. Det gør den, mens du sover, så ingen stikker dig. Godnat.
