Der var engang en lille enhjørning, der hed Iris. Hun havde en manke som en silkesløjfe og et horn, der kunne lyse i alle farver, når hun lo. Og i aften var det den store enhjørningefest på engen, den, der kun blev holdt én gang om året.
Hendes venner Rune og Duna havde hjulpet hende med at flette blomster i manken. Duna var hvid med brune pletter. Rune var grå og lidt kejtet og snublede ofte i sine egne hove.
“Dit horn skal lyse hele aftenen,” sagde Duna. “Det gør det altid, når du er glad.”
“Jeg er glad,” sagde Iris. Men hendes horn lyste ikke. Det var bare et almindeligt, blegt horn.
På engen stod der allerede mange. Der var en lang kage med sukkerstjerner. Der var musik fra en harpe, som to ældre enhjørninger spillede på. Der var dans. Og midt på engen stod den gamle Morgen, hvis horn var så langt, at det næsten nåede skyerne, da hun var ung. Nu var det kortere og gråt, men hun kunne stadig synge.
“Velkommen,” sagde Morgen. “I aften fejrer vi, at vi er her sammen. Ikke mere, ikke mindre.”
Så begyndte festen.
Iris prøvede at danse. Hun prøvede at synge med. Hun prøvede at smile til alle. Men hendes horn blev ved med at være blegt. Jo mere hun tænkte på det, jo blegere blev det.
Rune kom hen til hende. “Hvad er der?”
“Det lyser ikke,” hviskede Iris. “Alle kigger. De venter på, at det lyser.”
“Hvem venter?” sagde Rune og kiggede sig omkring. Ingen kiggede. De dansede. De spiste kage. Et lille føl rullede rundt i græsset.
“Jeg synes, de venter,” sagde Iris.
Duna kom også. Hun stod lidt. Så sagde hun: “Kom. Vi går bag den store eg. Bare et øjeblik.”
Bag egen var det stille. Man kunne høre festen, men man kunne ikke se den.
“Fortæl den historie,” sagde Duna. “Den med dig og mudderhullet.”
“Den er pinlig,” sagde Iris.
“Netop,” sagde Rune.
Så fortalte Iris om den gang, hun havde prøvet at hoppe over mudderhullet og var landet midt i det, så man kun kunne se hornspidsen. Duna begyndte at grine. Rune snublede i en rod af grin. Iris prøvede at holde det inde. Så kom det. Først et fnis. Så et rigtigt grin. Så et grin, der gjorde ondt i maven af grin.
Og midt i grinet lyste hendes horn. Først svagt pink. Så orange. Så hele regnbuen, en farve ad gangen, som når man blæser sæbebobler.
De tre gik tilbage til festen. Iris’ horn lyste hele vejen. Ingen spurgte, hvorfor det havde været slukket. De dansede bare videre, og Iris dansede med, og hver gang Rune snublede, lyste det lidt ekstra.
Da Morgen til sidst sagde godnat, og enhjørningerne begyndte at gå hjem i små grupper gennem skoven, gik Iris mellem Duna og Rune. Hendes horn var blevet blødere nu, bare et svagt, varmt skær, som en natlampe.
“Næste år,” sagde Duna, “fortæller vi mudderhistorien på engen. Til alle.”
“Aldrig,” sagde Iris. Men hun smilede, og hornet blinkede én gang, grønt.
Kommer du i tanke om noget pinligt, der engang er sket for dig, du? Så må du gerne fnise lidt af det under dynen. Måske lyser du også en lille smule. Godnat.
