Der var engang en kalkun, der hed Karla, og hun boede på Hylkegården sammen med elleve andre kalkuner, en masse høns og en pige, der hed Hedda. Hedda var otte, og hun var den, der gav kalkunerne mad hver morgen.
Karla var ikke ligesom de andre kalkuner. De andre gik rundt i folden og gloglogglede og pikkede i jorden og var helt tilfredse. Karla stod ved hegnet og kiggede ud.
Udenfor hegnet var køkkenhaven. Og i køkkenhaven var der kål.
En morgen tog Karla tilløb. Hun løb hen over folden med vingerne ude og fødderne trampende, og så lettede hun. Kalkuner kan godt flyve, bare ikke særlig langt og ikke særlig pænt. Hun kom en meter op. To meter. Hun nåede toppen af hegnet.
Og så landede hun på den anden side, i rabarberne.
“Karla er stukket af!” råbte Hedda.
Mor kom ud i gummistøvler. Hun kiggede på rabarberne. Rabarberne vippede. Ud kom en kalkun med et blad på hovedet.
Mor og Hedda fik Karla tilbage i folden. Det tog en halv time. Karla løb i otte-taller.
Næste morgen gjorde hun det igen. Denne gang landede hun i porrerne og spiste tre.
Morgenen efter landede hun på taget af hønsehuset og blev siddende og råbte ad alle. Hønsene var meget fornærmede.
“Vi må klippe hendes vinger lidt,” sagde far. “Det gør ikke ondt. Det er ligesom at klippe negle.”
Så det gjorde de. Far holdt hende, og mor klippede de lange fjer på den ene vinge, og Hedda holdt hende om halsen og sagde, at hun var den smukkeste kalkun i verden. Det var hun nok ikke. Men Karla holdt sig helt stille.
Den dag prøvede Karla at flyve over hegnet. Hun tog tilløb. Hun løb. Hun lettede.
Hun kom en halv meter op og drejede rundt om sig selv og landede i vandtruget.
Hedda prøvede at holde masken. Det lykkedes ikke.
Men næste morgen var Karla væk igen.
Hun var ikke i rabarberne. Ikke i porrerne. Ikke på hønsehustaget. Hedda løb hele vejen rundt om folden og ledte. Så fandt hun det: et hul under hegnet, nede ved hjørnet, hvor jorden var blød efter regnen. Karla havde gravet sig ud.
Hedda fulgte sporene. De gik gennem køkkenhaven, forbi kålen, uden at Karla havde rørt den. Forbi drivhuset. Hen over græsplænen. Og op ad trappen til huset.
Køkkendøren stod på klem. Mor havde båret brænde ind.
Inde i bryggerset, i kurven foran brændeovnen, hvor hunden plejede at sove, lå Karla. Helt flad og helt rolig. Ved siden af hende lå hunden og så meget forvirret ud.
“Hun ville bare ind i varmen,” sagde mor stille.
Det var ikke kål, Karla havde kigget efter hele tiden. Det var huset. Brændeovnen. Hun havde set gløderne gennem vinduet hver morgen.
De fik ikke hjertet til at smide hende ud med det samme. Hunden fik lov at dele. Karla lå der, til hun var helt varm, og så bar Hedda hende tilbage til folden og lukkede hullet med en sten.
Om aftenen byggede far et lille læskur i hjørnet af kalkunfolden, af gamle brædder og med halm på gulvet. De andre kalkuner gik ind med det samme. Karla gik ind sidst. Hun satte sig helt inde ved væggen, der vendte ud mod huset, og kiggede hen mod køkkenvinduet, hvor brændeovnen lyste orange.
Så lagde hun hovedet ind under vingen.
Hedda sad ved vinduet i sin nattøj og kiggede ud på det lille skur. “Godnat, Karla,” sagde hun mod ruden.
Det store flugtforsøg er slut for i nat, du. Karla sidder i halmen i sit nye læskur, og der er ingen huller under hegnet. Hos dig er der dyne i stedet for halm, og det er mindst lige så godt. Godnat.
