Der var engang en dinosaurunge, der hed Lillefod. Han hørte til en flok kæmpestore langhalse, der kunne spise blade fra toppen af træerne. Lillefod kunne kun nå de nederste.
Men én nat om året var han den vigtigste i hele flokken.
Det var natten, hvor månen var størst. Så vandrede flokken fra sommerdalen til vinterdalen, og de gik om natten, fordi det var køligt. Og den mindste fik altid lov at gå forrest. Lige ved siden af morfar.
Skridt. Skridt. Skridt.
Morfar gik langsomt. Hans fødder var store som vandhuller.
Lillefod gik ved siden af. Hans fødder var små. Tip, tip, tip.
Skridt. Tip, tip. Skridt. Tip, tip.
Månen var gul og rund over bjergene. Den skinnede på stien, så den lå der som et sølvbånd hen over sletten.
“Hvorfor går den mindste forrest?” spurgte Lillefod.
“Fordi den mindste ser det, som vi andre glemmer at se,” sagde morfar.
Lillefod kiggede. Han så en lille frø på en sten. Han så et hul, hvor en mus boede. Han så en blomst, der kun var åben om natten, og som duftede af honning.
“Pas på frøen,” sagde han.
Morfar løftede foden lidt højere. Skridt.
“Pas på hullet,” sagde Lillefod.
Morfar gik udenom. Skridt.
“Pas på blomsten.”
Morfar trådte forsigtigt ved siden af den. Og bag ham gjorde den næste det samme. Og den næste. Hele den lange flok trådte udenom en lille hvid natblomst, én efter én.
Skridt. Tip, tip. Skridt. Tip, tip.
Da det blev lyst, nåede de vinterdalen. Lillefod var så træt, at han faldt i søvn stående. Morfar lagde sig ned og lod ham krybe ind under sin store, varme hals.
Bag dem, ude på sletten, stod en lille hvid blomst og lukkede sig for dagen. Den var ikke blevet trådt på.
Nu går vi ind i natten sammen, du og jeg, langsomt. Skridt, tip, tip. Og den, der er mindst, får lov at gå forrest. Godnat.
