En gang for længe, længe siden, da dinosaurerne stadig vandrede på jorden, var der en lille, nysgerrig dinosaur ved navn Dino. Dino boede i en frodig dal fyldt med grønne planter og høje træer. Han elskede at lege med sine venner, men mest af alt elskede han at kigge op på den store, lysende måne om natten.
En aften, mens Dino lå på en blød græsbakke og kiggede op på månen, fik han en idé. “Hvad mon der sker, hvis jeg følger månens lys?” tænkte han. Han besluttede sig for at tage på et eventyr for at finde ud af det.
Dino listede forsigtigt væk fra sin sovende familie og begyndte at gå mod det skinnende måneskin. Han gik gennem den stille skov, hvor uglerne tålmodigt holdt øje med ham fra deres grene. Han gik forbi den rislende flod, hvor fiskene glimtede som små stjerner i vandet.
Pludselig hørte Dino en svag lyd. Det var hans ven, Tria, en lille triceratops, der også var nysgerrig efter at se, hvor måneskinnet førte hen. “Må jeg komme med?” spurgte Tria ivrigt. Dino nikkede glad, og sammen fortsatte de deres måneskinseventyr.
De to venner gik og gik, indtil de nåede en stor, åben slette. Her stoppede de op og kiggede op på den store, runde måne, der nu hang lige over dem. “Det er så smukt,” sagde Tria med et lille suk. Dino nikkede og følte sig også helt betaget.
Pludselig hørte de en blid stemme. “Velkommen, små venner,” sagde stemmen. Det var Månen selv, der talte til dem! “Jeg har set jer fra himlen og er glad for, at I kom for at besøge mig,” fortsatte Månen.
Dino og Tria kunne næsten ikke tro deres egne ører. “Vi ville bare se, hvor dit lys førte hen,” sagde Dino forsigtigt. Månen lo blidt. “Mit lys er her for at lyse op i mørket og vise jer, at selv om natten kan være mørk, er der altid noget smukt at finde.”
Dino og Tria smilede til hinanden. De forstod nu, at måneskinnet ikke kun var en vejviser, men også en ven, der altid ville være der for dem, når natten blev mørk.
Da natten begyndte at blive til dag, sagde Månen farvel til sine nye venner. “Kom tilbage og besøg mig igen,” sagde hun, mens hun langsomt forsvandt bag horisonten.
Dino og Tria vendte tilbage til deres dal, fyldt med glæde og nye minder. De vidste nu, at selv de mindste eventyr kunne føre til de største oplevelser.
Og fra den dag af, hver gang de kiggede op på månen, vidste de, at de havde en ven deroppe, der altid ville lyse deres vej.
Godnat, små eventyrere. Drøm sødt om måneskin og magiske rejser.