Der var engang en ung T-rex, der hed Rex, og han ville vide alt.
Han var ikke stor endnu. Han var på størrelse med en hest, med lange, tynde ben, et smalt hoved og en blød, brun dun på ryggen, som ikke var helt fjer og ikke helt hår. De voksne T-rex’er i flokken var meget større og meget tungere. De sov det meste af dagen i skyggen. Men Rex sov ikke. Han var for nysgerrig.
Hvad var der bag bakken? Hvorfor var floden brun om foråret og klar om efteråret? Hvor blev fuglene af om natten? Hvorfor lugtede det af regn, før det regnede?
Rex havde en meget god næse. Den bedste i hele skoven, sagde hans mor. Han kunne lugte en flod, før han kunne se den. Og han havde store øjne, der kiggede fremad, så han kunne se præcis, hvor langt væk tingene var.
“Spørg ikke så meget,” sagde de andre unge T-rex’er. “Løb hellere om kap.”
Men Rex ville hellere spørge.
En aften, da solen var bag træerne, og de andre var faldet i søvn, gik han ned til floden. Han ville se, hvad der skete om natten. Det havde han aldrig set.
Det blev mørkt. Og så begyndte det.
Først frøerne. De sad i sivene og kvækkede, dybt og højt og alle sammen på én gang. Så kom der lyde fra jorden. En pusten. En raslen. Og ud af et lille hul under en rod kom der noget.
Det var lille. Ikke større end Rex’ fod. Det havde pels, gråbrun og blød, en spids snude med knurhår og små, runde ører. Og en lang hale. Det standsede og kiggede op på Rex med to sorte, blanke øjne.
“Du er stor,” sagde det.
“Jeg er ikke færdig endnu,” sagde Rex. “Hvem er du?”
“Snif,” sagde det lille pelsdyr. “Jeg bor her. Under roden. Om dagen sover jeg. Om natten er jeg vågen.”
“Hvorfor?”
“Fordi det er stille om natten,” sagde Snif. “De store sover. Så kan vi små komme ud.”
Rex kiggede rundt. Nu kunne han se, at det myldrede. Små pelsdyr, der løb langs bredden og snusede. Et lille firben, der kravlede op ad en sten. Insekter, der summede i luften. Hele floden var vågen, mens skoven sov.
“Jeg vidste ikke, at der var så mange,” sagde Rex.
“Det er der altid,” sagde Snif. “Man skal bare være vågen på det rigtige tidspunkt.”
Snif viste Rex, hvordan man kunne høre frøerne skifte tone, når der kom nogen. Hvordan man kunne lugte, hvor de søde frugter faldt ned fra træerne. Hvordan stjernerne stod på himlen over floden, mange flere end man kunne se fra skovbunden, hvor træerne skyggede.
Rex spurgte og spurgte. Snif svarede og svarede. Snif var også nysgerrig. Han ville vide, hvordan det var at være så høj, at man kunne se over sivene.
Så Rex lagde sig ned, helt fladt på maven, og Snif kravlede op ad hans hale og hen ad ryggen og helt op på hovedet. Derfra kunne Snif se hele floden i måneskinnet.
“Ååh,” sagde Snif.
Lidt før det blev lyst, kravlede Snif ned igen.
“Nu skal jeg sove,” sagde han. “Kommer du igen?”
“I morgen nat,” sagde Rex. “Jeg har flere spørgsmål.”
Han gik hjem til flokken, mens himlen blev lys. De andre vågnede. Han lagde sig i skyggen og lukkede øjnene.
“Har du været ude hele natten?” spurgte hans mor.
“Ja,” sagde Rex. “Der er en hel skov, der vågner, når vi sover.”
Mens solen står højt over floden, sover Rex i skyggen hos flokken, og den brune dun på hans ryg blafrer lidt i vinden. Nede under roden sover Snif, rullet sammen som en lille, grå kugle. Når det bliver aften, vågner de begge to, og så er det din tur at sove, du. Godnat.
