Der var engang en kaninunge, der hed Kikki. Hun var brun med et hvidt bryst og lange, bløde ører, og hun boede i et stort bur med løbegård i haven på en gammel gård. Hun tilhørte en pige, der hed Vanja.
Kikki havde hørt om gulerødder. Det havde alle kaniner. I alle de historier, kaniner fortæller hinanden, spiser kaninerne gulerødder. Store, orange, søde gulerødder.
Men Kikki havde aldrig fået en. Hun fik hø. Masser af hø, hver dag, og grønt græs og mælkebøttens blade og lidt persille og en gang imellem et stykke af et æble.
“Hvor er gulerødderne?” spurgte hun den gamle kanin i buret ved siden af. Han hed Hvidfod og var meget klog.
“De er en skat,” sagde Hvidfod. “De er gemt.”
Kikki ville finde skatten.
En formiddag stod lågen til løbegården lidt på klem. Vanja havde glemt at lukke den helt. Kikki smuttede ud.
Hun hoppede hen over plænen. Hun hoppede forbi hønsehuset. Hun hoppede ind i køkkenhaven. Og dér, i en lang række, stod der nogle fjerede, grønne toppe op af jorden.
Kikki snusede til dem. De lugtede sødt. De lugtede af noget, hun aldrig havde smagt før.
Hun begyndte at grave.
Kaniner er gode til at grave. Jorden fløj. Og efter lidt tid så hun noget orange. Hun gravede videre. En hel gulerod. Hun gravede videre. To gulerødder. Tre. Fire. Hun gravede og gravede, hele rækken ned.
Skatten!
Hun tog en bid. Den var sød. Den var sprød. Den var det bedste, hun nogensinde havde smagt. Hun tog en bid til. Og en til.
“KIKKI!”
Det var Vanja. Hun kom løbende ned gennem haven. Hun så hullerne og de opgravede gulerødder, og hun så Kikki, der sad midt i det hele med jord på næsen og en gulerod i munden.
Vanja løftede hende forsigtigt op med en hånd under bagbenene, sådan som hun havde lært, så Kikki ikke sprællede. Hun bar hende tilbage til buret.
“Du må ikke spise så mange,” sagde hun. “Gulerødder er slik for kaniner. Der er en masse sukker i. Hvis man spiser for mange, får man ondt i maven. Kaniner skal mest have hø og græs. Det er det, der er godt for jeres maver og jeres tænder.”
Kikki havde lidt ondt i maven allerede. Hun lagde sig i høet.
Vanja lukkede lågen til løbegården ordentligt. Så gik hun ud i køkkenhaven og samlede gulerødderne op og bar dem ind til aftensmaden. Der blev gulerodssuppe til hele familien.
Om aftenen kom hun tilbage med noget i hånden. Det var en gulerod. En lillebitte en, ikke længere end en finger. Med det grønne på.
“Om søndagen,” sagde Vanja. “Én om søndagen. Det er din gulerodsskat.”
Kikki tog den med munden og bar den hen i sit hjørne. Hun spiste den langsomt. Først det grønne. Så det orange. Hun nød hver eneste bid.
Hvidfod kiggede over fra sit bur. “Fandt du skatten?” spurgte han.
“Ja,” sagde Kikki. “Men den er bedst i små stykker.”
I kaninburet ligger Kikki og sover i høet med jord stadig bag det ene øre. Der er seks dage til søndag. Hun drømmer om én lille gulerod med det grønne på. Godnat, du.
