Der var engang en lille, lyserød gris ved navn Grynte, som boede på en hyggelig bondegård. Grynte elskede at lege i mudderet, og han havde en helt særlig mudderpøl, som han kaldte sin egen. Hver dag, når solen skinnede, og fuglene sang, løb Grynte hen til sin mudderpøl for at plaske og rulle rundt.
En morgen, da Grynte vågnede, opdagede han, at hans mudderpøl var helt tør. “Åh nej!” udbrød Grynte. “Hvordan skal jeg nu lege?” Han kiggede op mod himlen og så, at solen skinnede stærkt. “Jeg må finde en måde at få min mudderpøl tilbage,” tænkte han.
Grynte besluttede sig for at spørge sine venner på bondegården om hjælp. Først gik han hen til koen Malkeline, som stod og gumlede på noget græs. “Hej Malkeline,” sagde Grynte. “Min mudderpøl er tørret ud. Har du nogen idéer til, hvordan jeg kan få den tilbage?”
Malkeline tænkte sig om et øjeblik og svarede: “Måske kan du spørge andemor. Hun ved altid, hvor der er vand.” Grynte takkede Malkeline og skyndte sig hen til andemor, som svømmede i dammen.
“Hej andemor,” sagde Grynte. “Min mudderpøl er tørret ud, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Kan du hjælpe mig?”
Andemor smilede venligt og sagde: “Selvfølgelig, Grynte. Jeg har hørt, at der er en vandhane tæt på stalden. Hvis du kan finde den, kan du måske få vand til din mudderpøl.”
Grynte blev meget glad og takkede andemor. Han løb hen mod stalden og ledte efter vandhanen. Efter lidt tid fandt han den, men han kunne ikke nå op til den. Grynte blev lidt trist, men så fik han en idé.
Han løb tilbage til Malkeline og spurgte: “Malkeline, kan du hjælpe mig med at nå vandhanen? Jeg har brug for vand til min mudderpøl.”
Malkeline nikkede og fulgte med Grynte hen til vandhanen. Med sin lange tunge drejede hun forsigtigt på hanen, og vandet begyndte at strømme ud. Grynte jublede af glæde og løb tilbage til sin mudderpøl, mens vandet fyldte den op.
Sammen med Malkeline og andemor begyndte Grynte at plaske rundt i den nye mudderpøl. De havde det så sjovt, at de andre dyr på bondegården også kom for at lege med. Solen skinnede, og alle var glade.
Da dagen gik på hæld, og solen begyndte at gå ned, sagde Grynte tak til sine venner for deres hjælp. “I er de bedste venner, man kan ønske sig,” sagde han med et stort smil.
Og sådan endte dagen godt for Grynte og hans venner, der alle gik til ro med et smil på læben og glædede sig til endnu en dag fyldt med leg og venskab.