Der var engang et lam, der hed Lamme-Line. Hun var født i marts, hun havde sorte knæ og et hvidt hoved, og hun var ikke i tvivl om, hvem der var hendes mor. Det var det største, blødeste, mest uldne får på hele gården. Hun hed Maren.
Lamme-Line sov altid op ad Marens uld. Den var tyk og varm, og den lugtede af hø og regn og mor.
En dag i juni kom bonden med en saks, der summede.
Han ledte fårene ind i laden, ét ad gangen. Lamme-Line og de andre lam blev ude i folden. De stod ved lågen og brægede. Indefra kunne de høre saksen summe og summe.
Om eftermiddagen gik lågen op, og fårene kom ud.
Lamme-Line kiggede efter Maren. Hun var der ikke.
Der var ingen store, uldne får. Der var kun nogle tynde, hvide dyr med lange ben og små hoveder, som stod og rystede sig i solen. De lignede slet ikke får. De lignede geder, der havde været i bad.
“Mor?” brægede Lamme-Line.
Ingen af dem var hendes mor. Hendes mor var stor og blød. Det her var bare nogle tynde dyr.
Lamme-Line løb rundt og kiggede. Hun løb hen til laden og kiggede ind. Der lå en kæmpe bunke uld på gulvet. Måske var det mor. Hun stak næsen ind i den. Den lugtede rigtigt. Men den sagde ikke noget.
Hun stod midt i folden og brægede så højt, hun kunne.
Og et sted bag hende, ude ved vandtruget, var der et af de tynde dyr, der løftede hovedet.
“Mææææ.”
Lamme-Line stivnede. Den stemme kendte hun. Den var dyb og lidt hæs og lød præcis som om morgenen, når mor kaldte på hende.
Hun vendte sig om. Det tynde dyr kom gående hen mod hende. Det havde lange ben og en lyserød hud under en tynd, kort pels, og det så meget mærkeligt ud.
Men det brægede igen. Og da det kom helt hen til hende, stak det mulen ned og snusede til hendes hoved. Og så snusede Lamme-Line tilbage.
Det lugtede af hø og regn. Og mor.
“Mor,” sagde Lamme-Line. “Hvor er din uld?”
“Den er klippet,” sagde Maren. “Det bliver den hver sommer. Ellers bliver jeg alt for varm. Den gror ud igen til vinter.”
Lamme-Line kiggede på hende. Mor så stadig mærkelig ud. Men hun lugtede rigtigt og lød rigtigt, og hun stod på den måde, mor altid stod. Med det ene bagben lidt skævt.
Hun lagde sig ned ved siden af hende i græsset. Mors side var ikke blød mere. Den var tynd og varm, og hun kunne mærke mors hjerte slå indeni.
Det var faktisk bedre.
Hen på vinteren kom bonden ud på marken med et tæppe over armen. Det var tykt og gråhvidt, strikket af uld fra gården. Han lagde det i fårenes hus, i hjørnet, hvor det trak.
Lamme-Line lagde sig på det med det samme. Hun snusede til det.
Det lugtede, svagt, af mor.
Du kan også genkende dem, du holder af, med lukkede øjne, du. På stemmen. På lugten. På den måde, de står. Luk øjnene nu, og lyt efter én, du kender. Godnat.
