Der var engang en and, som alle på gården kaldte Andemor, og hun havde ti ællinger.
De var en uge gamle. De var gule og bløde og ikke større end en tekop, og de fulgte hende overalt i en lang række, en, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni, ti. Den sidste var den mindste. Han hed Dun, fordi han var den mest dunede af dem alle, og han var altid lidt bagefter.
En morgen i juni sagde Andemor: “I dag skal I se gården.”
De gik ud af andehuset i en lang række. Andemor forrest. Dun bagerst.
Først kom de forbi grisene. De lå i mudderet og gryntede. En stor, lyserød so åbnede det ene øje og kiggede på ællingerne. “Ti,” sagde hun. “Flot.” Og så lukkede hun øjet igen.
Så kom de forbi køerne på marken. Køerne var kæmpestore. Ællingerne gik i en bue langt uden om deres ben, og Andemor sagde, at det skulle de altid gøre. “En ko vil ikke træde på jer. Men den kigger ikke altid, hvor den sætter fødderne.”
Så kom de forbi gårdens hund, der lå i solen foran stalden. Han var gammel og venlig og tyk. Han løftede hovedet og snusede. Ællingerne gemte sig bag Andemor. Hunden lagde hovedet ned igen og logrede en enkelt gang.
Andemor talte dem. En, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni.
Ni.
Hun talte en gang til, langsommere. Stadig ni.
Dun var væk.
Andemor kvækkede højt. Hun løb tilbage langs vejen, forbi hunden, forbi køerne, forbi grisene. De ni andre ællinger løb bag hende i en lang, forvirret række.
Bonden, Pouline, kom ud fra stalden med en spand. “Hvad er der galt?” sagde hun. Andemor kvækkede. Pouline kiggede på rækken. “Der mangler en,” sagde hun. Hun satte spanden fra sig og ledte med.
De kiggede i grøften. I græsset. Bag traktoren.
Det var hunden, der fandt ham. Han rejste sig langsomt, gik hen til en stor urtepotte ved stalddøren, stak snuden ned og blev stående og logrede.
I urtepotten, mellem nogle visne blade, lå Dun og sov. Han havde været så træt, at han var kravlet derind og var faldet i søvn midt på turen.
Pouline løftede ham forsigtigt op og satte ham ned ved Andemor. Dun gabte og rystede sine små vinger.
“Nu går han forrest,” sagde Pouline. “Så kan du se ham.”
Resten af turen gik Dun lige bag Andemor. De så hønsene. De så hestene. Og til sidst kom de ned til gårdens dam, hvor ællingerne fik lov at svømme, alle ti, i en lille klump med Andemor i midten.
Inde i andehuset sidder Andemor på halmen, du, med vingerne bredt ud over sine ællinger. Helt inde ved hendes bryst, hvor det er allervarmest, ligger Dun. Han har fået den bedste plads i aften, fordi han gik så langt på sine små ben. Godnat.
