Der var engang en blomsterfe, der hed Embla. Hun var ikke større end en bi, hun havde gennemsigtige vinger med fine, grønne årer, og hun boede i en blåklokke på en eng ved en sø.
Hver morgen fløj hun hen over engen og så til blomsterne. Hun rettede de bøjede stængler. Hun pustede dugdråberne af de blade, der var for tunge. Hun sagde godmorgen til kløveren og til valmuerne og til den gamle tidsel, der altid var lidt sur.
Og fordi hun var så lille, kunne hun høre ting, som ingen andre kunne høre. Hun kunne høre græsset vokse. Hun kunne høre bierne snakke. Og en morgen i juni hørte hun en sang.
Den var svag. Det var en lille, sitrende tone, der steg og faldt. Mmmmm. Mmmmm. Den kom fra en marguerit nede ved søen.
Embla fløj derhen.
På margueritten sad en sommerfugl. Den var orange og sort med hvide pletter, og den sad helt stille med vingerne foldet sammen. Men den sitrede. Hele kroppen rystede en lillebitte smule. Og det var den, der sang.
“Hvorfor synger du?” spurgte Embla.
“Jeg synger ikke,” sagde sommerfuglen. Dens stemme var lige så sitrende. “Jeg fryser.”
Embla kiggede op. Solen var ikke kommet op over træerne endnu. Engen lå i skygge, og duggen var kold.
“Jeg kan ikke flyve, når jeg er kold,” sagde sommerfuglen. “Mine vingemuskler skal være varme. Så jeg sidder og ryster dem. Det hjælper lidt. Men det tager lang tid.”
Embla vidste, hvad hun skulle gøre.
Hun fløj op til toppen af den høje tidsel, der stod helt ude i kanten af engen. Der var sollyset lige ved at komme. Hun kunne se det glimte i toppen af birketræerne.
“Tidsel,” sagde hun. “Må en sommerfugl sidde på dig?”
Tidslen var sur. Det var den altid. Men den sagde ja.
Embla fløj tilbage. “Kan du flyve så langt? Bare derover?”
Sommerfuglen sitrede lidt mere. Så åbnede den vingerne og flagrede, langsomt og tungt, de få meter over til tidslen. Den landede på toppen.
Og så kom solen.
Den kom op over birketræerne og ramte tidslens top som det allerførste sted på hele engen. Den ramte sommerfuglen. Sommerfuglen bredte vingerne helt ud, flade, så solen kunne varme dem. Den orange farve lyste.
Sangen holdt op. Sommerfuglen sad bare og varmede sig.
Efter lidt tid lettede den. Den fløj en cirkel rundt om Embla, let og hurtig. Så fløj den ud over engen.
“Tak,” råbte den.
Embla satte sig på tidslen og varmede sig også lidt. Tidslen sagde ingenting. Men den lod hende sidde.
Hver morgen resten af sommeren hørte Embla den lille, sitrende sang nede fra engen. Og hver morgen viste hun den vej op til tidslen, hvor solen kom først.
Alle sommerfuglene på engen sover med vingerne foldet. I morgen tidlig fryser de lidt igen. Men den sure, gamle tidsel ved, hvor solen kommer først. Godnat, du.
