Der var engang en dreng, som hed Anton. Han boede i den sidste lille landsby før den store skov. Han havde en storesøster, der hed Nora, og en lyseblå cykel, der kun manglede én ting: en ringeklokke.
I landsbyen sagde de gamle, at der boede et monster i skoven.
“Man har set dets fodspor,” sagde købmanden. “Store som brødkurve.”
“Man har hørt det synge,” sagde postbuddet. “Om natten. Det lød forfærdeligt.”
“Hold jer ved skovkanten,” sagde mor. “Ved de tre birketræer. Ikke længere.”
Så det gjorde Anton og Nora. De legede ved de tre birketræer hver eftermiddag. De byggede huler af grene og fandt kogler og så på myrer. Men de kiggede også ind mellem træerne. Hver dag lidt længere.
En eftermiddag i september hørte de det.
Det var ikke sang. Det var noget andet. Et dybt, vådt snøft, der kom inde fra skoven. Og så et til. Og så en lyd, der lød som en meget stor næse, der blev pudset i et meget stort blad.
“Nogen græder,” sagde Anton.
Nora tog hans hånd. Hun var ni og den, der bestemte, når mor ikke var der.
“Vi går ikke ind,” sagde hun. “Vi bliver ved birketræerne. Men vi kan kalde.”
Så de kaldte.
“Hallo? Er du ked af det?”
Snøftet holdt op. Der blev helt stille. Så knækkede en gren, og en til. Og ud mellem to graner, ikke helt ud, men næsten, kom en stor, lodden skikkelse. Den var brun som en bjørn og høj som en dør, og den havde små runde ører og fødder, der virkelig var store som brødkurve.
Den holdt en gren op foran ansigtet. Som om den troede, at den gemte sig bag den.
“I må ikke blive bange,” sagde den bag grenen. Stemmen var dyb og lidt hæs. “Alle bliver bange.”
Anton så på grenen. Den var ikke særlig stor. Man kunne se det meste af monsteret alligevel.
“Hvorfor græder du?” spurgte han.
“Fordi jeg prøvede at synge for jer,” sagde monsteret. “I går. Fordi I altid leger så fint. Og så løb alle ind og lukkede vinduerne.”
“Var det dig?” sagde Nora. “Postbuddet sagde, det lød forfærdeligt.”
Monsteret sænkede grenen en lille smule. “Det gjorde det også,” indrømmede det. “Jeg kan ikke synge. Jeg kan kun brumme.”
“Hvad hedder du?” spurgte Anton.
“Brumle,” sagde monsteret.
Nora tænkte længe. Så spurgte hun: “Kan du lide blåbær?”
Brumle kunne godt lide blåbær. Brumle elskede blåbær. Han vidste også præcis, hvor de største voksede, lige inde bag de tre birketræer, hvor man stadig kunne se landsbyens tage.
Næste dag kom Anton og Nora tilbage, og denne gang tog de mor med. Mor gik meget langsomt, og hun holdt Antons hånd ret hårdt. Men da Brumle kom frem med sin gren og en spand fuld af blåbær, som han havde plukket til dem, slap hun den lidt.
“Goddag,” sagde Brumle bag grenen.
“Goddag,” sagde mor. “Du kan godt lægge grenen.”
Han lagde den.
Det tog lidt tid for resten af landsbyen. Købmanden kom en tirsdag. Postbuddet kom en fredag, og han var meget flov over det med forfærdeligt. Til sidst kom selv de allerældste og satte sig på en bænk ved skovkanten med deres kaffe.
Brumle lærte aldrig at synge. Men når det blev mørkt, satte han sig ved de tre birketræer og brummede. Dybt og roligt, som en kat, der spinder i en tønde. Og i landsbyen åbnede folk vinduerne, så de bedre kunne høre det.
Og Antons cykel? Den fik aldrig en ringeklokke. Den behøvede ikke. Når Anton cyklede hjem langs skovkanten, brummede det inde fra skoven. Det var nok.
Lyt engang, du. Måske sidder der et stort, venligt væsen langt ude i skoven og brummer en vuggevise, lige præcis så højt, at du kan høre det. Godnat.
