Der var engang en skovfe, der hed Kvæde. Hun havde vinger som tynde birkeblade og en kurv af en valnøddeskal, og hun havde hørt om den magiske kilde dybt inde i skoven, der kunne opfylde ét ønske.
Hun fløj derhen en eftermiddag i oktober. Det var langt. Hun hvilede hos en kanin, der delte en kløver med hende. Hun blev båret over floden på ryggen af en gammel skildpadde. Så fløj hun ind i den mørke del af skoven, hvor granerne stod tættest.
Der var kilden. Men den glitrede ikke.
Den var bare en lille, mudret pyt mellem nogle sten. Den sivede. Næsten ingenting.
“Er du den magiske kilde?” spurgte Kvæde.
Pytten boblede svagt. “Jeg var,” sagde den med en stemme som en dråbe, der falder. “Nu er jeg bare træt. Mit vand kan ikke komme op. Der er blade over alt.”
Kvæde kiggede. Det var rigtigt. Oven på kilden, hen over stenene og ned i hullet, hvor vandet skulle komme fra, lå der blade. Tusindvis af våde, brune efterårsblade, pakket sammen.
“Kan du ikke ønske dem væk?”
“Jeg kan ikke ønske for mig selv,” sagde kilden. “Kun for andre.”
Kvæde satte kurven fra sig. Hun tog det første blad og trak. Det var tungt og vådt. Hun bar det hen bag en sten.
Så det næste.
Så det næste.
Det tog lang tid. Det blev mørkt. Kaninen, der havde delt sin kløver, kom hoppende og begyndte at skubbe blade med næsen. Skildpadden kom langsomt bagefter og skubbede med sit skjold. Et egern kom ned fra granen og bar blade i munden. En musvåge sad på en gren og holdt øje.
Blad efter blad. Hele natten.
Lige før daggry trak Kvæde det sidste blad væk. Og under det var der et lille hul i stenen. Og fra hullet kom der vand. Først en dråbe. Så en stribe. Så en lille, klar, rislende strøm, der fyldte pytten op, så den blev ren og blank og spejlede de sidste stjerner.
“Ahhh,” sagde kilden. Den lød som et barn, der får et glas vand efter en lang dag.
“Nu kan du ønske,” sagde den. “Hvad vil du?”
Kvæde åbnede munden. Men hun var så træt. Hendes vinger var tunge. Hun havde båret blade hele natten. Kaninen var allerede faldet i søvn op ad skildpaddens skjold.
“Må jeg tænke over det?” sagde hun.
“Du må tænke, så længe du vil,” sagde kilden. “Jeg løber ingen steder. Ikke mere.”
Kvæde lagde sig på mosset ved siden af kilden. Hun hørte vandet risle. Hun nåede at tænke på ét ønske, og så på et andet, og så faldt hun i søvn midt i det tredje.
Kilden rislede videre. Den ventede.
Risle, risle, du. Hvis du nu fik ét ønske, hvad skulle det så være? Du behøver ikke vælge i nat. Kilden venter. Godnat.
