Der var engang en pige, der hed Liva. Hun boede i Søvnby, den søvnigste by i hele landet, hvor selv kirkeklokken gabte, før den slog. Alle i Søvnby elskede at sove. Alle undtagen Liva, den nat månen var helt rund.
Hun talte blomsterne på tapetet. Hun vendte hovedpuden om på den kolde side. Hun prøvede at ligge med fødderne der, hvor hovedet plejede at være. Intet hjalp.
Så så hun lyset.
Ude i udkanten af byen, hvor den gamle kirkegård lå bag en mur af mos, blinkede noget gult og grønt og lyserødt mellem træerne. Og der kom lyd med. Bum-ba-bum. Plink. Bum-ba-bum.
Liva listede ud på gangen og bankede på farmors dør. Tre små bank.
Farmor sov aldrig ret meget ved fuldmåne. Hun sad allerede op i sengen med brillerne på.
“Hører du det også?” hviskede Liva.
“Det gør jeg,” sagde farmor. “Tag støvler og din tykke trøje på. Vi går sammen, og vi holder hinanden i hånden hele vejen.”
Farmor tog lygten ned fra krogen ved døren, og så gik de ned ad den stille gade, forbi bageren, der snorkede bag sit vindue, og forbi postkassen, der var våd af dug.
Kirkegårdens låge stod på klem. Over den hang et skilt med krøllede bogstaver: NATTENS ZOMBIEBAL. ALLE ER VELKOMNE. TØR FØDDERNE AF.
Mellem de gamle sten hang der lyskæder, og på hver sten stod en lille krukke med natviol, der duftede sødt og en lille smule af kanel. Midt på den største plæne stod zombierne. De var lidt grønne i ansigtet, og deres tøj var lappet og gammeldags. En af dem havde to sko, der slet ikke passede sammen. Men de smilede. Allesammen.
“Gæster!” råbte en lang, tynd zombie med høj hat. “Rigtige gæster fra byen!” Han bukkede så dybt, at hatten trillede af. “Jeg hedder Zander. Velkommen. I kommer lige tids nok til at se de andre ankomme.”
Og så kom de.
Først kom feerne, små som humlebier, og de summede ind gennem lågen og satte sig i lyskæderne.
Så kom trolden fra mosen med mudder mellem tæerne, og han tørrede dem pænt af på måtten, sådan som skiltet sagde.
Så kom syv pindsvin, der gik på række, med den mindste bagerst.
Så kom uglen med sin violin under vingen.
Og til sidst, så langsomt at alle blev stille og ventede, kom en sneglefamilie. Fire snegle med fire huse. De havde været på vej siden tirsdag.
“Musik!” sagde Zander.
Uglen spillede. Trolden trommede på en gammel zinkspand. Feerne summede melodien. Bum-ba-bum. Plink. Bum-ba-bum.
Liva dansede med Zander, som trådte hende over tæerne to gange og sagde undskyld begge gange. Farmor dansede vals med trolden og lo så højt, at hun måtte holde sig på maven.
Midt i den tredje dans fik Liva øje på den mindste fe. Hun sad helt alene på kanten af en urtepotte. Hun ville også danse, men hver gang hun fløj ud over plænen, kom der en stor fod og nær havde trådt på hende.
Liva satte sig på hug ved urtepotten.
“Er der for mange fødder?” spurgte hun.
Feen nikkede. Hun var så lille, at nikket næsten ikke kunne ses.
Liva rakte hånden frem med håndfladen opad, som en lille scene. “Hvad med her?”
Feen landede. Hun var let som et frø. Og så dansede hun rundt og rundt i Livas hånd, mens Liva drejede langsomt med armen strakt ud, højt over alle fødderne.
Lidt efter ville alle feerne danse i hænder. Zander holdt to. Farmor holdt tre.
Da månen gled ned bag kirketårnet, og det første grå lys kom op over markerne, slukkede zombierne lyskæderne, én efter én.
“Nu er det sengetid for os,” sagde Zander og gabte, så man kunne se, at han manglede en tand. “Vi sover jo om dagen.”
“Det gør vi ikke,” sagde farmor. “Men i dag gør vi en undtagelse.”
De gik hjem gennem den stille by, hånd i hånd. Liva kunne stadig mærke en lille kilden i håndfladen, der hvor feen havde danset. Hun sov, før farmor havde nået at lægge dynen til rette.
Og i hele Søvnby sov alle. Selv kirkeklokken.
Læg hånden helt stille på dynen i nat, du. Så kommer der måske en lille fe og danser en enkelt vals i den, mens du sover. Godnat.
