Nattens zombiebal

⏳ 3 minutters læsetid

Der var engang en lille by ved navn Søvnby, hvor alle indbyggerne elskede at sove. Men en nat skete der noget helt særligt. Månen skinnede ekstra klart, og stjernerne blinkede som små lygter på himlen. Det var den perfekte nat til noget magisk.

I udkanten af Søvnby lå en gammel, glemt kirkegård. Her boede en flok venlige zombier, som kun kom frem, når månen var fuld. De var ikke som de zombier, man hører om i uhyggelige historier. Nej, disse zombier elskede at danse og holde fest!

Den nat, da månen stod højt på himlen, besluttede zombierne at holde et stort bal. De kaldte det “Nattens zombiebal”. Zombielederen, en gammel og klog zombie ved navn Zander, sendte invitationer ud til alle de magiske væsner i skoven. Der var feer, trolde, og endda en venlig drage ved navn Drako.

Da klokken slog midnat, begyndte zombieballet. Zombierne havde pyntet kirkegården med glitrende lyskæder og blomster, der duftede af søde drømme. Musikken spillede, og alle dansede under den stjerneklare himmel. Zombierne havde øvet sig på deres bedste dansetrin, og de hoppede og snurrede rundt med stor glæde.

En lille pige ved navn Liva, som boede i Søvnby, havde svært ved at sove den nat. Hun kiggede ud af sit vindue og så det magiske lys fra kirkegården. Nysgerrig som hun var, listede hun ud af sit hus og fulgte lyset. Da hun nåede frem, blev hun mødt af synet af de dansende zombier og deres gæster.

Zander, zombielederen, opdagede Liva og bød hende velkommen med et venligt smil. “Kom og dans med os, lille ven,” sagde han. Liva tøvede først, men da hun så, hvor glade alle var, kunne hun ikke lade være med at smile. Hun tog Zanders hånd, og snart dansede hun rundt med zombierne og de andre magiske væsner.

Det blev en nat, Liva aldrig ville glemme. Hun lærte nye danse og fik nye venner blandt zombierne og de magiske væsner. Da natten nærmede sig sin ende, og månen begyndte at gemme sig bag skyerne, vidste Liva, at det var tid til at tage hjem.

Zander fulgte hende tilbage til kanten af kirkegården. “Tak fordi du kom til vores bal, Liva. Du er altid velkommen her,” sagde han med et venligt nik.

Liva vinkede farvel og skyndte sig hjem. Da hun lagde sig i sin seng, kunne hun stadig høre den svage lyd af musik i det fjerne. Hun lukkede øjnene og faldt i en dyb, fredfyldt søvn, mens hun drømte om dansende zombier og magiske nætter.

Og fra den dag af vidste Liva, at selv de mest uventede steder kunne gemme på de mest vidunderlige eventyr. Og hvem ved, måske ville hun en dag danse til endnu et zombiebal under den klare måne.

Skriv en kommentar