Der var engang en lillebitte fe, der hed Støvfnug. Hun boede under Mikalas seng, mellem en glemt sok og en legoklods, og hun var så lille og grå, at Mikala troede, hun bare var en tot støv.
Om dagen sov Støvfnug. Om natten fløj hun. Hun fløj op langs sengestolpen og hen over dynen og ud i det lille stykke måneskin på gulvet, og hendes vinger var de fineste i hele huset. De var lavet af fnug. Den ene af et lillebitte stykke dun, der engang var sluppet ud af Mikalas pude. Den anden af en enkelt, lang, sølvgrå tråd fra kattens pels, snoet omkring sig selv i en ring.
En morgen vågnede hun, og den ene vinge var væk.
Det var dun-vingen. Hun ledte under sengen. Den var ikke ved sokken. Den var ikke ved legoklodsen. Den var ikke i hjørnet ved radiatoren.
Med kun én vinge kunne hun ikke flyve. Hun kunne kun snurre rundt i små cirkler på gulvet.
Hun hørte en lyd. Det var Mikalas mor. Hun havde en støvsuger.
Støvfnug gemte sig helt inde ved væggen. Støvsugeren brummede ind under sengen. Den tog sokken. Den tog legoklodsen, klonk. Den tog alle Støvfnugs naboer, de små grå totter. Men den nåede ikke helt ind ved væggen.
Så blev der stille.
Støvfnug kravlede ud. Det var lyst nu. Solen skinnede ind ad vinduet. Og i solstrålen hen over værelset svævede der tusind bitte små ting. Støvkorn. Fnug. Glimtende små prikker, der dansede langsomt op og ned i lyset.
Og midt i det hele, højt oppe, drev der et lille, hvidt dun.
Hendes vinge.
Den havde fløjet af sig selv. Måske var den blevet blæst op i nat, da Mikala vendte sig i søvne. Nu drev den rundt i solstrålen, op og ned, langt over hendes hoved.
Støvfnug kunne ikke nå den.
Men så vågnede Mikala. Hun lå i sengen og kiggede på solstrålen. Hun gjorde det tit om morgenen. Hun syntes, de små prikker i lyset var smukke. Og hun så det lille, hvide dun.
Hun pustede til det. Blidt.
Dunet drev ned. Det drev hen over sengekanten og ned mod gulvet, langsomt, i små sving, og det landede lige ved siden af en lille grå tot støv ved væggen.
Mikala kiggede. Totten rørte sig. Den så næsten ud, som om den rejste sig og tog dunet i favnen.
“Mor,” råbte Mikala. “Der er levende støv under min seng.”
“Det er der under alle senge,” råbte mor tilbage fra køkkenet.
Den nat fløj Støvfnug igen. Hun fløj op langs sengestolpen og hen over hovedpuden, med en vinge af dun og en vinge af kattehår. Og hun satte sig et øjeblik på Mikalas kind og hviskede tak, så stille, at det kun var en lille kildren.
Under din seng ligger der også lidt støv, du. Det gør der under alle senge. Måske ligger der en lille grå tot helt inde ved væggen, som ikke er helt almindeligt støv. Lad den bare ligge. Godnat.
