Der var engang en ko, der hed Bitten, og hun sad fast. Hun havde gået ud over kanten af engen for at nå noget saftigt græs nede ved grøften, og så var hun gledet ned i mudderet. Nu stod hun i mudder til maven og kunne ikke komme op.
“Muuuh,” sagde Bitten. Det lød meget fortvivlet.
Augustin og hans far kom løbende ned over engen. Far prøvede at skubbe. Augustin prøvede at trække i grimen. Bitten prøvede at gå. Hun sank bare længere ned.
“Hun er for tung,” sagde far. “Vi har brug for Monstermaskinen.”
Monstermaskinen var naboens. Den hed egentlig en gummiged, men alle kaldte den Monstermaskinen, for den var gul og kæmpestor og havde dæk, der var højere end Augustin, og en skovl foran, der kunne løfte en hel bil.
Naboen kom brummende ned ad markvejen. Monstermaskinen rumlede og skramlede. Augustin og far stod langt væk, ved hegnet, for det havde far sagt.
Naboen kørte forsigtigt helt hen til grøften. Så kravlede far ned til Bitten med to brede, bløde stropper. Han lagde dem under hendes mave, en foran og en bagved. Bitten muhede, men hun holdt sig stille. Han krogede stropperne fast i skovlen.
“Nu,” sagde far.
Naboen trak i et håndtag. Skovlen løftede sig. Langsomt. Meget langsomt. Stropperne strammede.
Og så skete det. Med en lang, sugende lyd, slurp, kom Bitten op af mudderet. Først maven, så benene, så de mudrede klove. Hun svævede et øjeblik i stropperne som en kæmpestor, brun pakke. Så satte naboen hende blidt ned i græsset.
Bitten stod helt stille. Hun rystede sig. Mudder fløj til alle sider. Augustin fik en klat i ansigtet.
Så gik hun hen og spiste græs, som om ingenting var sket.
Den aften stod Monstermaskinen hjemme hos naboen igen, og Bitten stod i stalden med rene ben, for Augustin havde spulet dem.
Bitten sover i stalden i nat, du, på tør halm med fire rene ben. Monstermaskinen sover også. Den har reddet en ko i dag, og det er en god dag for en monstermaskine. Godnat.
