Der var engang en lille alf, der hed Storm, og han var den eneste i hele skoven, der kunne høre alfelysene synge.
Han var ikke større end en grankogle, han havde vinger som tynde, grå blade, og han havde fået sit navn, fordi han var født i en nat med kuling og regn. Han boede i et hul i en gammel birk midt i skoven.
I en lysning et stykke derfra svævede de syv alfelys. De var små, runde og lysende, ikke større end blåbær, og de hang i luften over en ring af hvide svampe. Hvert lys havde sin egen farve. Rødt. Orange. Gult. Grønt. Blåt. Violet. Og det syvende var hvidt som måneskin.
De andre alfer kunne se dem. Men kun Storm kunne høre dem. Hvert lys sang sin egen lille melodi. Det røde sang som en humlebi. Det orange sang som en bæk. Det gule sang som vinden i kornet. Det grønne sang som regn på blade. Det blå sang som en ugle langt væk. Det violette sang som en kat, der spinder. Og det hvide sang en vuggevise, så stille, at Storm måtte holde vejret for at høre den.
Hver aften, før han sov, fløj Storm hen til lysningen og lyttede til dem.
Men en nat i oktober kom der et uvejr.
Det kom ind fra havet, med regn og torden og en vind, der hylede gennem skoven. Storm sad inde i sin birk og holdt sig fast. Grene knækkede. Blade fløj. Og om morgenen, da det endelig blev stille, fløj han hen til lysningen.
Den var tom. Ringen af hvide svampe stod der stadig. Men alfelysene var væk. Vinden havde taget dem.
Storm satte sig på en svamp. Han var lige ved at græde. Så lyttede han.
Langt væk, svagt, hørte han noget. En lille summen. Som en humlebi.
Det røde lys.
Han fløj efter lyden. Gennem buskene, hen over en grøft, til en gammel stendige. Og der, mellem to sten, hang det røde lys og summede. Storm tog det forsigtigt i hænderne. Det var lunt.
Han lyttede igen. Nu hørte han det orange. Det lød som en bæk. Og det var i en bæk. Det hang i et lille vandfald, hvor vandet sprøjtede, og det lyste orange gennem dråberne.
Det gule lys fandt han i en mark, hvor kornet var høstet, mellem stubbene. Det grønne lys sad på et bregneblad, våd af regn. Det blå lys sad på en gren højt oppe i en eg, ved siden af en ugle, der kiggede på det med store, gule øjne.
“Er det dit?” spurgte uglen.
“Det er alfelysenes,” sagde Storm. “Vinden tog dem.”
Uglen blinkede langsomt og lod ham tage det.
Det violette lys fandt han på trappen til et hus i udkanten af skoven, ved siden af en sort kat, der lå og spandt i solen. Katten åbnede det ene øje, kiggede på Storm, og lukkede det igen.
Nu havde han seks. De lyste i hans hænder og i hans hår og mellem hans vinger, så han lignede en lille, flyvende regnbue.
Men det hvide lys kunne han ikke høre.
Han fløj tilbage til lysningen. Han satte de seks lys tilbage over ringen af hvide svampe, og de begyndte at synge, hver sin melodi. Men vuggevisen manglede. Uden den lød det hele lidt for højt. Lidt for vågent.
Storm satte sig og lyttede. Han lyttede så længe, at solen gik over himlen, og skyggerne blev lange. Han hørte humlebien og bækken og kornet og regnen og uglen og katten. Men ingen vuggevise.
Så blev det aften. Det blev mørkt i skoven. Og da det var blevet helt stille, hørte han den. Så svagt, at den næsten ikke var der.
Den kom fra huset i udkanten af skoven. Det, hvor katten havde ligget.
Storm fløj derhen. Der var lys i et vindue ovenpå. Vinduet stod på klem. Han landede i vindueskarmen og kiggede ind.
Inde i værelset lå der en lille pige i en seng. Hun sov ikke endnu. Hun lå og kiggede op mod loftet. Og på hendes natbord, i et lille syltetøjsglas med huller i låget, sad det hvide lys og sang.
Hun havde fundet det i haven om morgenen efter uvejret. Hun havde troet, at det var en stjerne, der var faldet ned.
Storm sad længe i vindueskarmen og så på hende. Hun lå helt stille og lyttede til lyset. Måske kunne hun også høre det, bare en lille smule. Langsomt faldt hendes øjne i.
Da hun sov, fløj Storm ind gennem sprækken i vinduet. Han skruede låget af glasset, meget forsigtigt, og tog det hvide lys i begge hænder. Så tog han et lille stykke gammelt, mørt træ op af lommen, som han havde samlet i skovbunden, og lagde det i glasset i stedet. Det lyste svagt grønt. Det kan gammelt træ gøre i mørket, når der vokser en bestemt svamp i det.
Han fløj tilbage gennem skoven med det hvide lys og satte det på plads over ringen.
Og så sang de alle syv. Humlebien og bækken og kornet og regnen og uglen og katten. Og i midten vuggevisen, stille og blød, så alle de andre melodier blev lidt langsommere.
Over lysningen i skoven svæver de syv alfelys igen nu, du, og synger hver sin melodi, med vuggevisen i midten. Og i huset i udkanten af skoven står der et syltetøjsglas på et natbord, hvor et lille stykke gammelt træ lyser svagt grønt i mørket, mens pigen ved siden af det drømmer. Hun skal nok blive glad i morgen tidlig. Godnat.
