Der var engang en lille lærling, der hed Pernille. Hun var ni år og var lige kommet i lære hos byens gamle troldmand, Mester Torvald, og det første, han viste hende, var tryllebogen.
Den lå på en pult midt i værkstedet. Den var så stor, at Pernille kunne have ligget i den, hvis den havde været åben. Den havde et omslag af grønt læder, og den var så tung, at pulten var bøjet lidt på midten.
“Må jeg læse i den?” spurgte hun.
“Du må gerne prøve,” sagde Mester Torvald.
Pernille åbnede den. På første side var der en trylleformel, skrevet med sirlig, brun skrift. Den var til at få mælk til at blive til smør. Under den stod der et navn og et årstal: Mester Ingolf, 1611.
Hun bladrede. Næste side: en trylleformel til at få bier til at sværme hjem. Mesterinde Sidsel, 1655.
Næste side: en formel til at finde en tabt ring i en høstak. Mester Bendix, 1702.
Så kom der en side, der var helt tom.
Hun bladrede videre. Tom. Tom. Tom. Hun bladrede, til armene blev trætte. Næsten hele bogen var tom. Det var kun de første fjorten sider, der var skrevet på.
“Hvorfor er den så stor,” spurgte hun, “når der næsten ikke står noget i den?”
Mester Torvald satte sig på en skammel. “Fordi hver troldmand kun skriver én formel i den,” sagde han. “Den allerbedste, man selv har fundet på. Og man skriver den først, når man er færdig som lærling.”
Pernille kiggede på side fjorten. Der stod en formel til at få et skib til at finde havn i tåge. Mester Torvald, 1972.
“Hvad skal jeg skrive?” spurgte hun.
“Det ved jeg ikke,” sagde Mester Torvald. “Det er jo det, du skal finde ud af.”
Pernille gik i lære i fem år. Hun lærte at tænde lys uden tændstikker. Hun lærte at få frø til at spire på en nat. Hun lærte at tale med katte, men kattene svarede kun, når de selv havde lyst. Hun lavede mange fejl. En gang blev hendes hår grønt i tre uger.
Og hele tiden tænkte hun på side femten.
Det skulle være noget stort, syntes hun. En formel til at få storm til at lægge sig. En formel til at flytte bjerge. Men alle de store ting stod der allerede, eller også var de for farlige.
Så en aften sad hun i værkstedet og skulle pakke en gave ind til sin mor. Hun havde en rulle tape. Hun kunne ikke finde enden af den. Hun kradsede og kradsede med neglen hele vejen rundt om rullen. Ingen ende.
Hun lagde den fra sig og sukkede. Og så smilede hun.
Det tog hende tre uger at få formlen til at virke. Den skulle siges på en særlig måde, blidt, næsten som en hvisken, og man skulle dreje rullen mod uret imens. Men da det virkede, så virkede det hver gang. Enden løftede sig selv, som en lille, glad tunge.
Den dag hun var færdig som lærling, lagde Mester Torvald en pen ved siden af den store bog.
Pernille skrev, med sin pæneste skrift: Formel til at finde enden på en rulle tape. Mesterinde Pernille.
Mester Torvald læste den. Han var stille længe.
“Den bliver brugt mere end alle de andre tilsammen,” sagde han til sidst.
Bogen ligger stadig på pulten, du, med Pernilles formel på side femten. Næste gang du ikke kan finde enden på en rulle tape, så prøv at hviske til den. Men nu skal tapen sove, og det skal du også. Godnat.
Virkelig fin historie, min datter blev helt opslugt af den og ville gerne finde på sine egne trylleformularer bagefter 😄 elsker at den både er magisk men stadig rolig nok til godnat. Vi har læst den 3 gange nu hehe