Der var engang en alf, der hed Spire. Hun var født i maj, under et bøgeblad, der lige var sprunget ud, og hun havde aldrig set skoven være andet end grøn.
Hun boede i alfeskoven. Det var en skov af store, gamle bøge, hvor lyset kom ned mellem bladene i grønne pletter, og hvor alferne havde deres huse oppe i grenene. Hele sommeren havde Spire fløjet rundt mellem bladene. Hun kendte dem alle. Hun sov under et af dem hver nat.
En morgen i oktober vågnede hun, og bladet over hende var gult.
Spire satte sig op. Hun kiggede rundt. Det var ikke kun hendes blad. Det var hele grenen. Hele træet. Og træet ved siden af var rødt. Og et andet var brunt og raslede, når vinden blæste.
“Hjælp!” råbte Spire. “Skoven er fortryllet!”
Hun fløj fra træ til træ. Overalt var det det samme. Gult og rødt og orange og brunt. Og nogle steder faldt bladene. De slap grenene og dalede ned, vendte og drejede sig i luften og lagde sig på jorden.
Spire fløj ned til den gamle alf Bark, der boede i et hul i den ældste bøg. Han var så gammel, at han havde skæg ned til fødderne, og han sad og drak te af en agernskål.
“Bark! Nogen har fortryllet skoven! Bladene dør!”
Bark kiggede på hende. Så kiggede han ud på skoven.
“Er det dit første efterår?” spurgte han.
“Mit hvad?”
“Det var det, jeg troede,” sagde Bark. Han skænkede te i en agernskål mere og gav det til hende. “Sæt dig. Det er ikke en fortryllelse. Det er efterår.”
Han forklarede det hele. At træerne bliver trætte om efteråret, når solen står lavere og dagene bliver korte. At de trækker alt det grønne ind i sig, ned i grenene og stammen og rødderne, for at gemme det. Og at det, der bliver tilbage i bladene, er gult og rødt. Det havde været der hele tiden. Det grønne havde bare dækket det.
“Og så slipper de bladene,” sagde Bark. “Og sover hele vinteren.”
“Kommer bladene tilbage?”
“Hvert forår,” sagde Bark. “Jeg har set det to hundrede gange.”
Spire kiggede ud på skoven. Den var ikke grøn. Men nu, hvor hun kiggede rigtigt, var den heller ikke trist. Den var gylden. Lyset kom ned mellem de gule blade og fik det hele til at skinne som honning. Og på jorden lå bladene i en tyk, blød, raslende dyne.
Den nat sov hun ikke under sit blad. Det var faldet. Hun fandt det på jorden, gult med en rød kant, og hun krøb ind under det og trak det over sig.
Det raslede, når hun vendte sig.
I april, en morgen, vågnede hun, fordi noget kildede hende i ansigtet. Det var et lille, lysegrønt blad, der lige var sprunget ud på grenen over hende. Det var krøllet som et nyfødt øre.
“Godmorgen,” sagde Spire.
Er det efterår, hvor du bor, du? Så ligger træerne og sover nu, med alt det grønne gemt i rødderne. De vågner igen til foråret. Det skal du også, men først i morgen. Godnat.
