Der var engang en heks, der hed Hilda. Hun boede i en skæv hytte med stråtag inde i skoven, hun havde en sort kat ved navn Sod, og hun var berømt i hele skoven for én ting: sin glitredrik.
En skefuld glitredrik i havevandet, og blomsterne dansede. En dråbe i dammen, og frøerne sang i kor. Og en enkelt, lille stænk ud ad vinduet om aftenen, og stjernerne over skoven blinkede lidt klarere end ellers.
Men til glitredrik skal man bruge stjernestøv. Og en morgen var krukken på hylden tom.
Ikke næsten tom. Helt tom. Og låget lå på gulvet.
“Sod,” sagde Hilda langsomt. “Har du været oppe på hylden?”
Sod så på hende med sine gule øjne. Han sagde ingenting. Det gjorde han aldrig. Men han gik hen til vinduet, der stod på klem, og satte sig og kiggede ud.
På vindueskarmen lå der en lille, sort og hvid fjer.
“Aha,” sagde Hilda.
Hun tog sit sjal om skuldrene, og sammen gik de ud i skoven. Hilda gik forrest med kosten over skulderen. Sod gik bagefter og lod, som om han ikke fulgte med.
Først spurgte de uglen Uffe, der sad og døsede i en hul bøg.
“En sort og hvid fjer?” sagde Uffe og gabte. “Så er det en skade. Skader elsker ting, der glimter. Den bor i det store egetræ ved bækken. Men hun kan ikke lide gæster.”
De gik hen til egetræet ved bækken. Højt oppe i toppen sad en stor, rodet rede af kviste. Og fra reden kom der et svagt glitter, som når solen rammer et vindue langt væk.
Hilda kunne godt være fløjet derop på sin kost. Men hun var en høflig heks.
“Hallo deroppe,” råbte hun. “Jeg tror, du har noget, der er mit.”
En skade stak hovedet ud over kanten. Den så vred ud. “Jeg har ingenting,” sagde den. “Gå væk.”
“Det glitrer,” sagde Hilda.
Skaden kiggede ned i sin rede. Så kiggede den tilbage på Hilda. Og så sagde den noget, Hilda ikke havde ventet.
“Det er til ungerne.”
Hilda satte sig på kosten og fløj langsomt op, til hun kunne se ned i reden. Der lå tre små skadeunger, så unge, at de næsten ikke havde fjer endnu. Og hele reden var foret med stjernestøv. Det lå i et tyndt lag i bunden og glimtede blødt under dem, som et tæppe.
“Om natten er de bange for mørket,” sagde skaden. “Så lyser det lidt. Så sover de.”
Hilda sad længe og så på ungerne. Den ene havde lukket øjnene. Den anden gabte. Den tredje kiggede op på hende og sagde pip.
Hun kunne have taget det hele. Det var hendes. Det havde hun brugt et helt år på at samle.
Hun tog en lille skefuld. Kun én.
“Resten må du beholde,” sagde hun. “Til de kan flyve.”
Skaden sagde ikke tak. Skader siger ikke tak. Men den rykkede lidt til side, så Hilda kunne se ungerne bedre, og det var næsten det samme.
Hjemme i hytten var en skefuld stjernestøv ikke nok til en hel gryde glitredrik. Kun til en lille flaske. Så den aften fik blomsterne ingen. Og dammen fik ingen. Hilda åbnede bare vinduet og stænkede en enkelt dråbe ud mod himlen.
Over skoven blinkede stjernerne en lille smule klarere.
Og i det store egetræ ved bækken lå tre små skadeunger og sov på et glimtende tæppe, uden at være bange for noget.
Sod sprang op i Hildas skød. Han sagde stadig ingenting. Men han spandt.
Er du lidt bange for mørket i nat, så tænk på tre små skadeunger, der sover på et tæppe af stjernestøv. Måske ligger der også et lille glimt gemt i din dyne. Godnat, du.
