Der var engang en lille heks ved navn Hilda, som boede i en hyggelig, lille hytte dybt inde i den fortryllede skov. Hilda var en venlig heks, der elskede at lave trylledrikke, som kunne få blomsterne til at danse og stjernerne til at blinke ekstra klart på nattehimlen.
En dag, mens Hilda var i gang med at lave sin yndlingstrylledrik, opdagede hun, at den magiske ingrediens, som fik drikken til at glitre som regnbuer, var forsvundet! Det var den sjældne stjernestøv, som kun kunne findes på toppen af det højeste bjerg i skoven.
Hilda blev meget bekymret. Uden stjernestøvet kunne hun ikke lave sin trylledrik, og det ville betyde, at blomsterne ikke kunne danse, og stjernerne ville miste deres glans. Hun besluttede sig for at tage ud på en rejse for at finde det forsvundne stjernestøv.
Med sin trofaste kat, Misse, ved sin side, begav Hilda sig afsted. De gik gennem den tætte skov, hvor fuglene sang, og egernene legede tagfat i trækronerne. Hilda og Misse fulgte stien, der snoede sig op ad bjerget, mens de sang en glad lille sang for at holde modet oppe.
Da de nåede bjergets top, mødte de en venlig gammel ugle ved navn Uffe. Uffe havde store, kloge øjne og vidste alt om skoven. “Hvad bringer jer herop, Hilda og Misse?” spurgte Uffe med en dyb stemme.
“Vi leder efter det forsvundne stjernestøv,” svarede Hilda. “Uden det kan jeg ikke lave min trylledrik, og blomsterne og stjernerne vil blive triste.”
Uffe nikkede forstående. “Jeg så en glitrende sky af stjernestøv flyve mod den store ege, der står midt i skoven. Måske kan I finde det der,” foreslog han.
Hilda takkede Uffe og skyndte sig ned ad bjerget med Misse. De fandt hurtigt den store ege, og der, i en lille rede, lå det forsvundne stjernestøv og glitrede som tusind små diamanter.
Hilda samlede forsigtigt stjernestøvet op og takkede den lille fugl, der havde passet på det. “Nu kan jeg lave min trylledrik igen!” jublede hun.
Tilbage i sin hyggelige hytte blandede Hilda stjernestøvet i sin trylledrik, og straks begyndte blomsterne udenfor at danse, mens stjernerne blinkede lystigt på himlen.
Hilda og Misse satte sig ved vinduet og så på det magiske syn. “Tak, Misse, for at være min bedste ven,” sagde Hilda og klappede sin kat.
Og sådan endte Hilda og Misse’s eventyr med en glad slutning, hvor blomsterne dansede, stjernerne blinkede, og Hilda vidste, at hun altid kunne regne med sine venner i skoven.
Godnat, små venner, og drøm sødt om magiske eventyr og glitrende stjernestøv.