Der var engang en lille alf ved navn Fløjlsvinge, som boede i en hemmelig skov fyldt med glitrende blomster og syngende fugle. Fløjlsvinge havde de blødeste vinger, der skinnede som stjerner, når månen lyste på dem. Hun elskede at flyve rundt i skoven og lege med sine alf-venner.
En aften, da månen stod højt på himlen, opdagede Fløjlsvinge noget magisk. Tre månestråler dansede ned fra himlen og landede lige foran hende. De glimtede og glitrede, som om de havde deres egen lille hemmelighed.
Fløjlsvinge fløj nysgerrigt tættere på og hørte en blid stemme, der hviskede: “Fløjlsvinge, vi har brug for din hjælp. Vi er tre månestråler, der er faret vild og ikke kan finde vej tilbage til månen.”
Fløjlsvinge blev meget spændt. Hun havde aldrig hjulpet månestråler før! “Hvordan kan jeg hjælpe jer?” spurgte hun ivrigt.
“Vi har brug for at finde den magiske sø i skoven,” svarede den første månestråle. “Der kan vi spejle os og finde vejen hjem.”
Fløjlsvinge nikkede og sagde: “Jeg kender vejen! Følg mig, så skal jeg vise jer den magiske sø.”
Sammen fløj de gennem skoven, forbi de glitrende blomster og de syngende fugle. Fløjlsvinge sørgede for, at månestrålerne ikke blev væk, mens de fløj gennem de tætte træer.
Efter lidt tid nåede de frem til den magiske sø. Vandet glimtede som tusind diamanter under månens lys. Månestrålerne svævede hen over søen og begyndte at spejle sig i det klare vand.
“Tak, Fløjlsvinge,” sagde den anden månestråle. “Nu kan vi finde vej tilbage til månen.”
Fløjlsvinge smilede glad. “Jeg er så glad for, at jeg kunne hjælpe jer,” sagde hun. “Husk at komme tilbage og besøge mig en dag!”
Månestrålerne nikkede og begyndte at stige op mod himlen. De dansede og snoede sig, mens de steg højere og højere op, indtil de til sidst forsvandt blandt stjernerne.
Fløjlsvinge vinkede farvel og fløj tilbage til sin lille alfeboplads i skoven. Hun følte sig glad og stolt over at have hjulpet sine nye venner.
Og fra den dag af, hver gang månen lyste klart på himlen, vidste Fløjlsvinge, at hendes tre månestråle-venner kiggede ned og sendte hende et glimtende smil.
Og sådan endte en magisk aften i skoven, hvor Fløjlsvinge lærte, at selv de mindste alfer kan gøre en stor forskel.
