Der var engang en lille alf, der hed Fløjlsvinge. Hun hed sådan, fordi hendes vinger var brune og bløde som fløjl, ligesom på en natsværmer, og hun boede i et hul i en gammel bøg.
Hver aften ventede hun på månen.
Den aften i september kom den op over skoven, rund og hvid, og sendte sit lys ned gennem bladene. Det kom ikke ned på én gang. Det kom i stråler, lange og lyse, der fandt hver deres hul mellem grenene.
Fløjlsvinge fløj efter den første.
Den faldt ned på et edderkoppespind mellem to bregner. Spindet var fuldt af dug. Hver eneste lille dråbe på hver eneste tråd lyste nu som en perle. Edderkoppen sad i midten og sov. Hele spindet glimtede, som om nogen havde hængt et lille stjernekort op i skoven.
Fløjlsvinge sad længe og så på det. Så fløj hun efter den anden stråle.
Den faldt ned på en lysning, hvor græsset var kort. Og i græsset sad en hare. Den sad helt stille, med ørerne lagt ned. Månestrålen ramte dens øjne, og i hvert af dem kunne Fløjlsvinge se en lille måne spejle sig. Haren så på Fløjlsvinge. Fløjlsvinge så på haren. Ingen af dem sagde noget. Så hoppede haren stille væk.
Den tredje stråle var den tyndeste. Den faldt ned mellem rødderne på hendes egen bøg, lige under hendes hul.
Fløjlsvinge fløj derned. Hun kiggede.
Mellem rødderne stod der en lille svamp. Den var hvid og ikke større end hendes hånd, og den havde ikke været der i går. Den var vokset op i nat. Den stod lige midt i månestrålen, som en lille lampe.
Fløjlsvinge satte sig under den. Hun lænede ryggen op ad stokken. Svampen var kølig og lugtede af skovbund.
Hun havde set tre ting i nat, som kun månen kunne vise hende. Hun lukkede vingerne.
Tre månestråler falder ned gennem skoven i nat, du. Én på et spind. Én på en hare. Og én på en lille svamp, hvor en alf sidder og sover. Godnat.
