Der var engang en lille skovnisse, der hed Knold. Han havde en rød hue, et skæg som en tot mos og en hule under en gammel hasselbusk, og hvert efterår samlede han hasselnødder til vinteren.
En morgen i september fandt han en nød, der var anderledes.
Den lå i græsset under hasselbusken, og den så helt almindelig ud. Brun og blank og lidt spids i toppen. Men da Knold samlede den op, rørte den på sig.
Han tabte den. Den lå stille.
Han samlede den op igen og holdt den op mod øret. Indeni var der en lyd. En svag, svag knasen, som når nogen spiser kiks inde i et skab.
“En magisk nød,” hviskede Knold.
Han bar den hjem og lagde den på sit køkkenbord. Den lå stille hele formiddagen. Om eftermiddagen rullede den et lille stykke hen ad bordet helt af sig selv. Knold sad på sin skammel og kiggede på den med store øjne.
Om aftenen gik han hen til egernet i den gamle eg. Egernet vidste alt om nødder.
“Den rører på sig,” sagde Knold. “Og den siger knas.”
Egernet tog nødden og vendte den. Så pegede han med sin lille klo på et sted lige ved spidsen. Der var et lillebitte, lillebitte hul. Så lille, at man næsten ikke kunne se det.
“Der bor nogen i den,” sagde egernet. “Den er ikke magisk. Den er beboet.”
“Hvem?”
“En nøddesnudebille,” sagde egernet. “I foråret stak hendes mor sin lange snude ind i nødden, mens den var grøn og blød, og lagde et æg. Ægget blev til en larve. Og larven har siddet derinde hele sommeren og spist nødden indefra.”
Knold kiggede på nødden. “Hvad gør den nu?”
“Den gnaver sig ud,” sagde egernet. “Snart. Og så kravler den ned i jorden og sover hele vinteren. Og en dag bliver den til en bille med en lang snude, ligesom sin mor.”
Knold bar nødden hjem igen. Han lagde den ikke på køkkenbordet denne gang. Han lagde den på en lille pude af mos på gulvet, lige ved døren, så der ikke var langt til jorden.
Den nat blev han oppe længe. Han sad med en tændt kogle i en skål og kiggede.
Lige før midnat blev det lille hul større. Knas, knas. Først kom der et lille, hvidt hoved ud, ikke større end et sandkorn. Så resten. Det var en lille, krum, hvid larve. Den krøb ud af nødden, ned af mospuden, hen over gulvet og ud under døren.
Knold åbnede døren og lyste efter den. Den kravlede hen til en blød plet jord ved hasselens rod. Og så gravede den sig ned, langsomt, indtil der ikke var noget tilbage at se.
Knold tog den tomme nød med ind og stillede den på sin hylde. Den var let nu, helt tom. Men den havde været et hus hele sommeren.
Så krøb han selv ned under sin dyne af tørre blade og lukkede øjnene.
Nede under jorden, du, ved roden af en hassel, ligger der en lille, hvid larve og sover. Den har gravet sig et rum lige i den rigtige størrelse. Det skal den bo i hele vinteren. Sov godt.
