Der var engang en lille drage, der hed Ditlev. Han var grøn som en ært og havde vinger, der flagrede lidt for meget, når han løb, og han boede sammen med sin mor og sin far i en hule højt oppe i et bjerg.
Ditlevs far kunne brøle, så småstenene raslede ned ad bjergsiden. Hans mor kunne brøle, så skyerne blev skubbet til side. Selv hans storesøster Gløde kunne brøle, så fårene ude på engen kiggede op.
Ditlev kunne ikke.
Han prøvede om morgenen. Han stillede sig på klippekanten, fyldte lungerne, til brystet stod ud som en tønde, og åbnede munden.
“Pip,” sagde han.
Han prøvede om eftermiddagen bag en sten, hvor ingen kunne se ham.
“Pyyh,” sagde han. Der kom en lille røgsky ud, rund som en bolle.
“Hvorfor kan jeg ikke?” spurgte han sin mor.
Mor lagde en stor vinge rundt om ham. “Din stemme er ikke færdig endnu,” sagde hun. “Den vokser, ligesom dine vinger. Den kommer, når den er klar. Man kan ikke trække den ud.”
Men Ditlev ville have den nu.
Han øvede sig hele ugen. Han brølede ind i en hul træstamme, fordi han tænkte, at den måske ville gøre lyden større. “Piip,” sagde træstammen tilbage.
Han brølede ud over søen. En and kiggede på ham og svømmede videre.
Han brølede til Gløde, da hun sov. Hun vågnede ikke engang.
“Du presser for meget,” sagde far en aften. “Når man presser, bliver halsen lille. Brølet bor længere nede. Det kommer, når du ikke tænker på det.”
Ditlev forstod det ikke. Hvordan kan noget komme, når man ikke tænker på det?
Den aften var han meget træt. Han havde fløjet tre ture rundt om bjerget og øvet sig på at lande uden at slå knæet, og han havde spist fire kogte kartofler og en hel pære. Mor bad ham lægge sig i redekrogen. Gløde lå allerede og snorkede med halen over næsen.
Ditlev lagde sig. Han trak vingerne sammen. Han kiggede ud gennem hulens åbning, hvor de første stjerner var kommet frem.
Og så kom der et gab.
Det var et af de store gab. Det begyndte nede i halespidsen og kravlede op gennem maven og ryggen og halsen, og Ditlev åbnede munden, så langt han kunne, og ud kom:
“RAAAAAOOOOOAAAHH.”
Det rungede rundt i hulen. Det rullede ud over bjergsiden. Nogle små sten raslede ned. Langt nede på engen kiggede fårene op.
Gløde vågnede med et sæt. “Hvem var det?”
Mor og far kiggede på hinanden. Så kiggede de på Ditlev.
Ditlev lukkede munden. Han så meget overrasket ud.
“Det var mig,” sagde han. “Jeg gabte bare.”
Far begyndte at grine. Det var et dybt, rumlende drage-grin. “Der kan du se,” sagde han. “Den kom, da du ikke tænkte på den.”
Ditlev prøvede igen med det samme. “Pip,” sagde han.
Alle grinede, også Ditlev.
“Den er der nu,” sagde mor og puttede ham ind under vingen. “Den finder vej igen. Men ikke i aften. I aften skal den sove.”
Ditlev lå og mærkede efter. Langt nede i maven, under alle de kogte kartofler, kunne han mærke noget stort og varmt, der lå sammenrullet. Det var hans brøl. Det sov også.
Gab, du. Et rigtigt stort et, helt nede fra tæerne. Hørte du noget derinde? Måske ligger der også noget stort og sammenrullet og sover nede i din mave. Lad det sove. Godnat.
