Der var engang en troldmand, der hed Mester Magius. Han var meget gammel og meget klog, han havde et skæg, der gik ham til knæene, og han kunne aldrig huske, hvor han havde lagt sine ting.
Han havde syv tryllestave. En til at få blomster til at springe ud. En til at få vand til at danse. En til at tænde lys. En til at gøre ting lette. En til at kalde vinden. En til at finde vej. Og en til at få stjernerne frem, når det var overskyet.
En morgen var de alle sammen væk.
“Ditte!” råbte han. “Mine stave! Nogen har taget mine stave!”
Ditte var hans lærling. Hun var ti år og havde boet hos Mester Magius i to år for at lære at trylle. Indtil nu havde hun mest lært at lede efter ting.
Hun kom ind fra køkkenhaven med jord på knæene. “Hvor havde du dem sidst?”
“I krukken! Ved døren! Hvor de altid står!”
Ditte kiggede i krukken. Der var en paraply og en fiskestang og en kost. Ingen tryllestave.
“Hm,” sagde hun.
De begyndte at lede.
Først gik de ud i køkkenhaven. Det var der, Ditte havde været. Og der, midt i bedet med tomater, stod en tynd, mørk pind i jorden, og en tomatplante var bundet fast til den med en snor.
“Min blomsterstav!” råbte Mester Magius.
“Du bandt tomaterne op i går,” sagde Ditte. “Fordi de væltede. Du sagde, du ikke kunne finde en pind.”
Mester Magius kløede sig i skægget. “Det kan godt være,” sagde han.
Tomaterne var i øvrigt de største, Ditte nogensinde havde set. Og de blomstrede stadig, selv om det var september.
Nummer to.
De gik ind i køkkenet. På komfuret stod gryden med havregrød fra i morges, og op af grøden stak et skaft.
“Vandstaven,” sagde Ditte og trak den op. Den dryppede.
“Den var lige ved hånden,” sagde Mester Magius. “Og grøden skulle røres.”
Ditte tørrede den af. Grøden i gryden blev ved med at bevæge sig lidt, i små bølger, af sig selv.
Nummer tre.
Den tredje fandt de i katten. Ikke inde i katten, men under den. Den store, sorte kat Fløjl lå i sin kurv og sov oven på noget langt og tyndt. Hun havde leget med det hele natten.
Ditte trak den forsigtigt ud. Fløjl åbnede det ene øje og var fornærmet.
“Lysstaven,” sagde Mester Magius. “Det forklarer, hvorfor kurven lyste i nat.”
Nummer fire stod i vinduet og holdt det åbent. Det var staven, der gjorde ting lette, og vinduet var gledet så let op, at det var blevet ved med at glide, helt op under taget.
“Det var så varmt i går aftes,” sagde Mester Magius.
Nummer fem var i hans eget skæg. Ditte fandt den, da hun skulle hjælpe ham med at rede det ud, fordi det var fuldt af grød. Den sad dybt inde, filtret ind i krøllerne, hvor han havde stukket den for at have den ved hånden.
“Vindstaven,” sagde hun og trak. “Det var derfor, dit skæg blafrede inde i stuen.”
“Jeg syntes nok, det var underligt,” sagde Mester Magius.
Nummer seks lå i en bog. Det var en tyk, gammel bog om drager, der lå på natbordet, og staven, der fandt vej, sad mellem side 211 og 212, hvor han var kommet til.
“Et bogmærke,” sagde Ditte.
“Det er vigtigt at kunne finde vej i en bog,” sagde Mester Magius. Han sagde det meget værdigt. Men han var lidt rød i hovedet.
Nu manglede de kun én. Stjernestaven. Den vigtigste.
De ledte i hele huset. Under sengen. I skabene. I hønsehuset, hvor hønsene var sure. På loftet, hvor der var edderkopper. De ledte, til det blev eftermiddag, og så til det blev aften. Mester Magius blev mere og mere træt, og til sidst satte han sig på bænken uden for døren og lænede sig på sin stok.
“Den er væk,” sagde han. “Min stjernestav. Og det er overskyet i aften.”
Ditte satte sig ved siden af ham. Hun kiggede på ham. Hun kiggede på hans hænder. Hun kiggede på stokken, som han havde gået med hele dagen, op og ned ad trapperne, ud i hønsehuset og op på loftet.
Den var lang og tynd og mørk. Og øverst, under hans hånd, sad der en lille sølvstjerne.
“Mester,” sagde Ditte.
“Ja?”
“Du går med den.”
Mester Magius kiggede ned på sin hånd. Han kiggede længe.
“Nå,” sagde han.
Så løftede han staven op mod de grå skyer og bevægede den langsomt fra side til side. Skyerne begyndte at glide fra hinanden, langsomt, som et tæppe, der bliver trukket til side. Og bagved kom stjernerne frem. Først én. Så mange.
De sad på bænken og så på dem. Fløjl kom ud og satte sig på Dittes skød.
“I morgen,” sagde Mester Magius, “laver vi en hylde. Med syv huller. Og jeg sætter dem i, hver aften.”
“Det sagde du også sidste år,” sagde Ditte.
“Gjorde jeg?”
“Ja.”
“Så siger vi det igen,” sagde Mester Magius. Og så faldt han i søvn på bænken, med stjernestaven i hånden, og Ditte hentede et tæppe og lagde det over ham, og blev siddende lidt endnu under de klare stjerner.
Ved du, hvor du lagde dine ting i dag, du? Tandbørsten. Bamsen. Dine sko. Det gør ingenting, hvis du ikke kan huske det. Det finder vi i morgen. Godnat.
