Der var engang en fe, der hed Vingefee. Hun var kun en morgen gammel.
Hun var kommet ud af sin puppe ved solopgang. Puppen hang under et blad på en brombærbusk, og den var brun og tør og lignede en lille, sammenrullet tegnebog. Så revnede den, og ud kravlede Vingefee. Hun hang i bladet med begge hænder og kiggede rundt på verden.
Hendes vinger var ikke som de andre feers vinger.
De andre feer, der fløj forbi, havde store, glatte vinger, der var klare som glas og skinnede i solen. Vingefees vinger var små og krøllede og våde. De hang ned ad ryggen på hende som et stykke vådt papir, der var blevet krøllet sammen i en lomme.
“Kan jeg flyve nu?” råbte hun til en fe, der fløj forbi.
Feen stoppede op i luften. Hun var gammel og havde grå hår og vinger med små revner i kanten. Hun hed Ranke.
“Ikke endnu,” sagde Ranke. “Du er lige kommet ud.”
“Men jeg vil flyve nu.”
Ranke satte sig på bladet ved siden af hende. “Se på dine vinger,” sagde hun. “De er krøllede, fordi de har ligget foldet sammen i puppen. Nu skal de foldes ud. Det gør de selv. Men det tager tid. Og så skal de tørre.”
“Hvor lang tid?”
“Til i aften,” sagde Ranke. “Måske.”
Vingefee sukkede. Det var en meget lang tid at hænge i et blad.
Men hun hang. Ranke sad ved siden af hende, og de kiggede på vingerne sammen.
Først skete der ingenting. Så, langsomt, begyndte vingerne at strække sig. Der løb noget ud i dem, ud gennem de små årer, der gik på kryds og tværs i dem som veje på et kort. Folderne glattede sig ud, én efter én. Det kildede. Ved middagstid var vingerne lige så store som hende selv. Ved eftermiddag var de større.
“De er bløde,” sagde Vingefee og rørte forsigtigt ved den ene.
“Så skal du ikke røre,” sagde Ranke. “Lad solen gøre det.”
Vingefee holdt hænderne helt stille. Hun hang i bladet og lod solen skinne på vingerne, og en mild vind blæste gennem brombærbusken, og vingerne tørrede. De blev stive og klare. Lidt efter lidt kunne hun se bladene og himlen igennem dem.
Om eftermiddagen kom en sommerfugl og satte sig på et blad lige ved siden af. Den lukkede sine vinger op og i, langsomt, mens den tørrede sig i solen.
“Gør den det samme?” spurgte Vingefee.
“Alle med vinger gør det,” sagde Ranke. “Det har de altid gjort. Selv de største.”
Da solen stod lavt over marken, og luften blev gylden, kiggede Ranke på Vingefees vinger. Hun rørte ved kanten af den ene med en finger.
“Nu,” sagde hun.
Vingefee slap bladet med den ene hånd. Så med den anden. Hun faldt et lille stykke. Så slog hun med vingerne. Det summede.
Og hun fløj.
Ikke højt. Ikke langt. Fra bladet hen til den næste gren, og så til den næste, og så en lille, skæv runde rundt om busken, hvor hun nær var fløjet ind i et brombær. Hun landede ved siden af Ranke igen og var helt forpustet.
“Jeg fløj,” sagde hun.
“Du fløj,” sagde Ranke.
Vingefee havde levet i en hel dag. Det var den længste dag i hendes liv. Hun lagde sig ned på bladet, foldede sine nye, tørre vinger forsigtigt sammen hen over ryggen og faldt i søvn, før det var helt mørkt.
Du er også vokset lidt i dag, du. Det kan man ikke mærke, mens det sker. Det sker bare, helt af sig selv, mens man venter og sover. Godnat.
