Der var engang en lille nisse, der hed Thue, og han var den yngste i hele Julemandens værksted.
Værkstedet lå i Grønland. Det ved alle danske børn. Det lå langt mod nord, inde i et fjeld, der havde form som et hjerte, og udenfor lå isen på fjorden så tyk og hvid, at man kunne køre på den med hundeslæde. Om vinteren stod solen slet ikke op deroppe. Der var mørkt hele dagen, og himlen var fuld af stjerner, og inde i fjeldet brændte der lys i alle gange.
Thue var kommet i lære i september. Han fejede gulve og sorterede søm og holdt øje med limpotten. Han kunne ikke lave legetøj endnu. Men han kunne løbe stærkt, og det var godt, for værkstedet var stort.
Der var snedkerværkstedet, hvor der duftede af træ og høvlspåner. Der var syværkstedet med de store kurve af stof og garn. Der var malerværkstedet, hvor de gamle nisser sad med fine pensler og malede øjne på træheste. Og der var køkkenet, hvor Mor Nisse kogte risengrød i en gryde så stor som et badekar.
Og så var der døren for enden af den lange gang.
Den var lav og grøn og havde et messinghåndtag, der var slidt blankt. Ingen gik ind ad den. Ingen talte om den. Men hver aften, når de andre nisser var gået i seng, så Thue Julemanden gå ned ad gangen med en lygte i hånden, åbne den grønne dør og lukke den bag sig.
“Hvad er der derinde?” spurgte Thue den gamle snedkernisse.
“Det må du spørge Julemanden om,” sagde snedkernissen. “Man går ikke ind ad en lukket dør uden at banke på. Heller ikke her.”
Så Thue bankede på.
Det var en sen aften i begyndelsen af december. Lygterne i gangen var slukket. Han stod foran den grønne dør med hjertet oppe i halsen, og så bankede han tre gange.
“Kom ind,” sagde en dyb stemme.
Thue åbnede døren.
Rummet var lille og varmt. Der var en brændeovn i hjørnet og en lænestol foran den, og på alle fire vægge var der hylder fra gulv til loft. På hylderne lå der breve. Tusindvis af breve, i bunker og kasser, i alle farver. Nogle var skrevet med blyant og nogle med tusch og nogle med glimmerlim. Nogle var bare en tegning.
Julemanden sad i lænestolen med et brev i hånden og briller på næsen.
“Godaften, Thue,” sagde han. “Jeg tænkte nok, at det ville blive dig.”
“Er det alle brevene?” hviskede Thue.
“Det er dem fra i år,” sagde Julemanden. “Indtil videre. Der kommer flere hver dag.”
Han fortalte. Børn i hele Danmark skriver til ham. De skriver på papir og lægger det i en kuvert og skriver “Julemanden, Grønland” udenpå. Så kommer brevene i en postkasse. Derfra kører de med postbilen til et postkontor, og fra postkontoret kommer de med fly over havet, mange timer, til Grønland. Og deroppe i mørket kører et hundespand med den sidste del af posten hen over isen til fjeldet.
“Og så læser jeg dem,” sagde Julemanden. “Hver eneste en. Det er det, der er hemmeligheden. Gaverne kan nisserne godt klare. Men brevene læser jeg selv.”
“Også dem, der bare er en tegning?”
“Især dem.”
Han rakte Thue brevet, han sad med. Det var en tegning af et hus med en rød dør og et træ ved siden af. Under huset stod der med blyant: KÆRE JULEMAND. VI ER FLYTTET. HER BOR VI NU. KH MONA 5 ÅR.
“Hun er bange for, at jeg ikke kan finde hende,” sagde Julemanden. “Så hun har sendt mig et kort.”
Han tog en kasse frem fra hylden ved siden af stolen. Den var fyldt med tegninger af huse. Små huse og store huse, huse med mange vinduer og huse med kun ét. Der stod en adresse på dem alle sammen, nogle stavet rigtigt og nogle ikke.
“Alle dem, der er flyttet,” sagde han. “Jeg gemmer dem. Det er mit bedste kort over Danmark.”
Thue sad længe på gulvet ved brændeovnen og kiggede på husene. Julemanden læste videre, brev efter brev. Nogle gange smilede han. En enkelt gang grinede han så højt, at brillerne gled ned ad næsen. Det var et brev fra en dreng, der havde lært at cykle uden støttehjul. Han ville ikke have nogen gave. Han ville bare gerne have, at Julemanden vidste det. Han havde tegnet sig selv på cyklen med en meget lang streg bagved, så man kunne se, hvor stærkt det gik.
Julemanden lagde det brev på en særlig hylde.
“Hvad gør du med det?” spurgte Thue.
“Jeg husker det,” sagde Julemanden. “Og så sender jeg ham et tillykke. Det er ikke hver dag, nogen lærer at cykle så stærkt, at man skal bruge en hel streg til at vise det.”
Det blev sent. Brændeovnen knitrede. Udenfor ved fjeldet bjæffede en slædehund, og så var der stille igen.
“Må jeg komme igen i morgen?” spurgte Thue.
Julemanden kiggede på ham over brillerne. “Kan du læse?”
“Lidt,” sagde Thue. “Store bogstaver.”
“Så kan du sortere tegningerne,” sagde Julemanden. “Huse i én kasse. Dyr i en anden. Og dem, man ikke kan se, hvad er, i en tredje. Den er tit den største.”
Det blev Thues første rigtige arbejde i værkstedet. Hver aften, efter de andre var gået i seng, bankede han tre gange på den grønne dør. Han sorterede og læste store bogstaver. Han lærte, at et barn kan tegne en hund, der ligner en sky, og at det betyder lige meget, for Julemanden kan godt se, at det er en hund.
Og en morgen i december så han Mor Nisse pakke en lille, flad pakke ind. På mærkesedlen stod der MONA, og under navnet var der klistret en lille tegning af et hus med en rød dør.
Hvis du skriver til Julemanden i år, du, så kommer dit brev også derop til sidst. Det kører over isen i mørket, bag på en hundeslæde, og en lille nisse lægger det i den rigtige kasse, før Julemanden sætter sig i lænestolen og tager brillerne på. Godnat.
