Den hemmelige grotte i snelandskabet

⏳ 4 minutters læsetid

Der var engang en lille bjørn, der hed Birk. Han var født i en hule under rødderne af en væltet gran, han var brun og rund som en kogle, og han burde sove. Det var midt i vinteren. Alle bjørne sover om vinteren.

Men Birk var vågnet.

Han lå i hulen ved siden af sin mor og lyttede. Hun trak vejret dybt og langsomt. Udenfor var der helt stille, så stille, som det kun bliver, når sneen ligger tyk.

Birk listede ud.

Det var lyst. Månen skinnede på sneen, så hele skoven var blå og hvid. Der var ingen fugle. Ingen insekter. Ingen bær på buskene. Han snusede efter noget at spise. Der var ingenting.

Så så han et spor.

Små fodspor i sneen, der glitrede. Ikke som en kats eller en ræves. Mindre. Lettere. Som om nogen næsten ikke vejede noget.

Han fulgte dem.

De gik op over bakken, forbi den frosne bæk, hen til en klippe. Og i klippen var der en revne, lige stor nok til en lille bjørn.

Birk kravlede ind.

Indenfor var det en grotte. Væggene var dækket af is, og isen var fuld af små luftbobler, der fangede måneskinnet udefra og kastede det rundt som tusind små lys. Der dryppede ingenting. Alt var frosset.

Midt i grotten sad der en pige. Hun var hvid som rimfrost og havde hår som istapper, og hun var ikke meget højere end Birk.

“Du er vågen,” sagde hun. Hun lød ikke overrasket. Mere bekymret.

“Jeg kunne ikke sove,” sagde Birk.

“Det er ikke godt,” sagde hun. “Jeg er Hvide. Jeg passer på vinteren. Og vinteren er ikke for vågne bjørne.”

“Hvorfor ikke?”

Hvide satte sig på hug foran ham. “Prøv at mærke efter. Er du sulten?”

Birk mærkede efter. Han var meget sulten.

“Er der noget at spise derude?”

“Nej.”

“Er det koldt?”

“Ja.” Han rystede lidt.

“Derfor sover bjørne,” sagde Hvide. “Ikke fordi de er dovne. Fordi vinteren ikke har noget til dem. Så sover de, og maven sover med, og når de vågner, er der bær og rødder og myrer igen.”

Birk tænkte på det. “Men jeg kan ikke falde i søvn igen.”

Hvide smilede for første gang. Det var et koldt smil, men venligt. “Det kan jeg hjælpe med.”

Hun tog ham med ud af grotten. Hun gik foran gennem sneen, og hvor hun gik, lyste sporet svagt bag hende, så han kunne følge det. De gik tilbage over bakken. Forbi den frosne bæk. Hen til den væltede gran.

Ved hulens indgang standsede hun. “Ind,” hviskede hun. “Læg dig ind til din mor. Helt ind. Med næsen i hendes pels.”

Birk kravlede ind. Hans mor sov stadig. Han lagde sig ind til hende, med næsen i den tykke, varme pels, der lugtede af jord og efterår.

Hvide satte sig i hulens åbning. Hun begyndte at nynne. Det var ikke en sang med ord. Det var mere som vinden, der går hen over sne. Hvisss. Hvisss. Lang og rolig.

Birk mærkede, hvor tunge hans øjne blev.

“Hvornår vågner jeg?” mumlede han.

“Når isen på bækken knager,” sagde Hvide. “Når fuglene kommer tilbage. Når du kan lugte de første grønne blade. Så vækker din mor dig.”

“Kommer du så igen?”

“Nej. Så er det ikke min tid mere. Så er det forårets.”

Birk sukkede. Det var et stort suk for en så lille bjørn. Og så sov han.

Hvide blev siddende, til hun hørte hans vejrtrækning blive dyb og langsom, som morens. Så rejste hun sig og børstede sneen af knæene. Hun lagde en lille isstjerne ved indgangen, så tynd, at den ville smelte med det samme, når foråret kom.

Så gik hun. Hendes spor lyste et øjeblik i sneen. Så slukkede de.

I hulen sov to bjørne, en stor og en lille, hele vinteren igennem.

Godnat, du. Ude i skoven ligger der bjørne og sover lige nu, med næsen i hinandens pels. Hvisss, siger vinden over sneen. Hvisss.

Hvad synes i om denne godnathistorie?

Klik på en stjerne for at give en bedømmelse

Gennemsnitsbedømmelse 5 / 5. Bedømmelser: 2

Denne godnathistorie har ingen bedømmelser endnu.