Den fortryllede istap

⏳ 3 minutters læsetid

Det var en kold vinteraften, og sneen dalede blidt ned over den lille by. I udkanten af byen lå en skov, hvor træerne stod som hvide kæmper med sne på grenene. Midt i skoven boede en lille kanin ved navn Kalle. Kalle elskede vinteren, for det betød, at han kunne lege i sneen og bygge snemænd.

En dag, mens Kalle hoppede rundt i skoven, opdagede han noget helt særligt. Der, hængende fra en gren, var en istap, der glimtede som en diamant i solens stråler. Kalle blev straks nysgerrig og hoppede nærmere for at se bedre på den.

“Hej, lille kanin,” sagde en blid stemme pludselig. Kalle kiggede sig omkring, men kunne ikke se nogen. “Heroppe,” sagde stemmen igen. Kalle kiggede op og så, at det var istappen, der talte til ham!

“Jeg er en fortryllet istap,” forklarede istappen. “Jeg har magiske kræfter, og jeg kan opfylde ét ønske for dig.”

Kalle blev meget begejstret. Han havde aldrig mødt en fortryllet istap før. “Åh, det lyder fantastisk!” sagde Kalle. “Men hvad skal jeg ønske mig?”

Istappen glimtede i solen og sagde: “Tænk på noget, der vil gøre dig og dine venner glade.”

Kalle tænkte sig godt om. Han vidste, at alle hans venner i skoven elskede at lege i sneen, men nogle gange blev det for koldt, og de måtte gå hjem. Så fik han en idé. “Jeg ønsker, at vi kan have en stor vinterfest med masser af sjov og varme drikke, så vi kan lege hele dagen uden at fryse!”

Istappen glimtede endnu mere, og pludselig begyndte sneen omkring Kalle at glitre og danse. Træerne blev pyntet med lysende snefnug, og der dukkede små borde op med varme drikke og lækre kager. Alle Kalles venner kom løbende fra deres huler og gemmesteder, og de blev meget glade for at se den magiske vinterfest.

De legede, lavede sneengle og kælket ned ad de små bakker. Der var latter og glæde overalt, og ingen frøs, for istappens magi holdt dem varme.

Da solen begyndte at gå ned, og stjernerne kom frem på himlen, samledes alle dyrene omkring Kalle. “Tak, Kalle,” sagde de. “Det her er den bedste vinterdag nogensinde!”

Kalle smilede stort og kiggede op på den fortryllede istap, der nu hang stille og glimtede i måneskinnet. “Tak, istap,” hviskede han. “Du har gjort denne dag helt speciel.”

Og sådan endte Kalles magiske vintereventyr. Alle dyrene gik hjem med varme hjerter og glade minder, og Kalle sov trygt i sin lille hule, mens sneen fortsatte med at falde blidt udenfor.

Godnat, lille ven. Drøm sødt om magiske istapper og vinterfester.

Skriv en kommentar