Der var engang en pige, der hed Lilly, og hun var på vinterferie hos sin mormor i et lille, gult hus ved skoven. Det havde været meget koldt i en uge. Søen var frosset. Og ude på det lave brændeskur hang der istapper.
Ikke bare én eller to. En hel række. De hang langs hele tagkanten, store og små, som tænderne på en kam. Den længste var næsten lige så lang som Lillys arm. Den var helt klar, og når solen skinnede igennem den, blev den til glas.
“Den er fortryllet,” sagde mormor.
“Det er den ikke,” sagde Lilly. “Det er bare is.”
“Vent og se,” sagde mormor.
Hun gik ind i køkkenet og kom ud med en teske af metal. Så stillede hun sig ved brændeskuret.
“Først en regel,” sagde hun. “Vi går aldrig ind under istapper på det store hustag. De kan falde ned, og de er tunge og spidse. Men brændeskuret er så lavt, at de små kan vi godt nå. Og vi slår kun lige så blidt, som når man banker på en dør til et sovende barn.”
Så slog hun med skeen på den mindste istap. Helt blidt.
Ting.
Det var en lys, klar tone. Som et glas, man slår på med en gaffel.
Hun slog på den næste. Den var lidt længere.
Tang.
Den var lidt dybere. Og den næste var endnu dybere. Hver istap havde sin egen tone. De små sang lyst. De store sang dybt.
Lilly tog skeen. Hun slog. Ting, tang, tong. Hun prøvede baglæns. Tong, tang, ting. Hun fandt ud af, at hvis hun slog på den tredje, den femte og den anden, lød det næsten som begyndelsen på en sang.
Til sidst kom hun til den længste. Den fortryllede.
Hun slog. Meget blidt.
Doong.
Den var dyb. Den blev hængende i luften længe, som en klokke i det fjerne. Lilly kunne mærke den i maven.
“Hvorfor gør den det?” hviskede hun.
“Isen er hård og klar,” sagde mormor. “Når man slår på den, sitrer den. Og en lang istap sitrer langsommere end en kort. Så bliver tonen dybere. Men jeg synes nu også, den er lidt fortryllet.”
De blev ved, til Lillys fingre var kolde gennem vanterne. Så gik de ind og fik varm saft.
Om natten frøs det igen. Om morgenen var den fortryllede istap blevet en lille smule længere.
Istapperne hænger på brændeskuret i mørket nu, du, i en lang, stille række. De synger ikke, når ingen slår på dem. Men den længste vokser en lillebitte smule i nat. Godnat.
