Der var engang en prinsesse, der hed Sigrid. Hun var ni år, hun havde røde kinder hele året, og hun var kun rigtig glad om vinteren. Om sommeren var hun sur og svedig. Om efteråret ventede hun. Men når søen ved slottet frøs til, og sneen lå på tagene, løb hun rundt i gårdene med sin hue skævt og var den gladeste prinsesse i hele landet.
Folk kaldte hende Vinterprinsessen. Det var hun stolt af.
En vinter var kulden stærkere end nogensinde. Søen frøs så tykt, at man kunne køre med hest og slæde på den, og istapperne hang fra slottets tagrender som orgelpiber.
Det var den vinter, Sigrid fik sin idé.
“Jeg vil bygge et slot,” sagde hun ved morgenbordet. “Af is.”
Kongen kiggede op fra sin grød. “Et isslot?”
“I gården. Så alle børnene i byen kan komme og lege i det.”
Dronningen og kongen kiggede på hinanden.
“Spørg Gunnar,” sagde dronningen. “Han ved alt om is.”
Gunnar var isskæreren. Hver vinter skar han store blokke af is ud af søen og kørte dem ind i slottets iskælder, hvor de blev liggende under savsmuld hele sommeren, så der var is til mælken og til kongens sorbet. Han var gammel og havde et skæg, der altid havde rim i om morgenen.
Sigrid fandt ham ude på søen med sin lange issav.
“Kan man bygge et slot af is?” spurgte hun.
Gunnar holdt op med at save. Han tænkte længe. “Man kan,” sagde han. “Men det er tungt arbejde. Og det smelter til foråret.”
“Det gør ingenting. Det er et vinterslot.”
Gunnar nikkede langsomt. “Så hent din tykkeste vante.”
De begyndte næste morgen.
Gunnar savede. Lange, lige snit i den grønne is. Sigrid måtte ikke save, for saven var skarp, men hun måtte stå med stangen og skubbe blokkene hen til slæden, når de flød løs i det sorte vand. Hun måtte holde sig bag den røde snor, Gunnar havde bundet mellem to pinde, for der hvor de skar, var isen åben.
“Ikke en tå over snoren,” sagde Gunnar.
“Ikke en tå,” sagde Sigrid.
Hesten trak blokkene op til slottet. Der blev de lagt som mursten. En række. Så en række til. Gunnar hældte en spand vand ud over hver række, og i kulden frøs vandet med det samme og limede blokkene sammen.
Andre kom og hjalp. Kokkens dreng. To piger fra bageren. Staldkarlen, der ikke havde så travlt om vinteren. Til sidst kom kongen selv, i sin pelskåbe, og løftede blokke med et rødt ansigt.
Det tog elleve dage.
Så stod det der. Et slot af is midt i gården, lige så højt som to voksne mænd. Det havde fire tårne, en port og en gang, man kunne kravle igennem. Isen var ikke hvid. Den var grøn og blå og helt klar nogle steder, så man kunne se lige igennem væggene, og nede i den var der små, frosne bobler, der havde ligget i søen hele efteråret.
Den første aften satte Sigrid og Gunnar lys ind i alle tårnene. Små talglys i blikdåser.
Da lysene var tændt, kom folk fra hele byen gående for at se det. Slottet lyste. Ikke som et hus, der har lys i vinduerne, men helt indefra, hele vejen igennem, grønt og blåt og gyldent, som om det var lavet af lys og ikke af is.
Det blev helt stille i gården.
Så begyndte børnene at løbe. Ind gennem porten. Gennem gangen på maven. Op i det laveste tårn, hvor der var plads til tre. De legede i isslottet, til det var mørkt, og deres mødre kaldte, og deres vanter var gennemblødte.
Isslottet stod hele vinteren. Hver aften tændte nogen lysene.
I marts begyndte det at dryppe. Først fra tårnene. Så fra porten. Tårnene blev runde og tynde i toppen. En morgen var det ene væk. Sigrid stod ved vinduet og så på det.
“Er du ked af det?” spurgte dronningen.
Sigrid tænkte. “Lidt,” sagde hun. “Men det løber jo bare tilbage i søen. Og så fryser den igen til vinter.”
Det sidste af isslottet smeltede en solrig dag i april. Der var en stor vandpyt midt i gården, og den løb langsomt ned i rendestenen og ud mod søen.
Sigrid satte sig på trappen og kiggede på den. Så gik hun ind og fandt sin kalender. Hun talte måneder. Otte.
Otte måneder til søen frøs igen.
Hun satte et kryds ved december og skrev med blyant: Gunnar. Større tårne.
Kan du se det for dig, du? Et slot af grøn is med lys indeni, der står helt stille i den kolde nat. Lad det lyse lidt for dig, mens du falder i søvn. Godnat, lille vintermenneske.
