Der var engang en lille stjerne, der sad på toppen af et juletræ, og den havde aldrig set en rigtig stjerne.
Den var lavet af tynd messing og havde fem spidser, og hvert år i december blev den taget op af en æske med silkepapir og sat på toppen af familiens juletræ. Der sad den så og skinnede, når lyset i stuen ramte den.
Den kunne se alt i stuen derfra. Sofaen. Kakkelovnen. Pakkerne under træet. Og vinduet.
Gennem vinduet kunne den se et stykke himmel. Men stuen var altid lys om aftenen, og glasset spejlede lampen og træet og den selv. Så stjernen på juletræet så kun sig selv i ruden, og aldrig himlen udenfor.
“Er der virkelig stjerner derude?” spurgte den kuglen ved siden af sig.
“Det siger de,” sagde kuglen. Den var rød og lidt hovmodig. “Men jeg har heller aldrig set dem.”
Familiens datter hed Greta. Hun var syv. Den aften, lillejuleaften, var hun den sidste, der var oppe. Hun stod ved juletræet i sin pyjamas og kiggede op på stjernen, som hun gjorde hver aften.
“Mor,” sagde hun. “Har stjernen nogensinde set rigtige stjerner?”
Mor tænkte. “Det tror jeg ikke,” sagde hun. “Den har kun været inde.”
Greta kiggede længe på den. Så sagde hun: “Må vi tage den med ud?”
Mor smilede. Hun hentede trappestigen. “Jeg tager den ned,” sagde hun. “Og du holder den. Begge hænder.”
Hun løftede stjernen af toppen og gav den til Greta. Så tog de jakker og støvler på over pyjamassen og gik ud i haven.
Det var koldt og klart. Sneen knirkede. Og over dem var himlen helt sort og fuld af stjerner. Små og store, hvide og lidt blå og en enkelt, der var lidt rødlig. De gik helt ned til hækken, hvor husets lys ikke nåede.
Greta holdt messingstjernen op mod himlen med begge hænder.
Den lille stjerne kiggede. Den havde aldrig set noget så stort. Der var flere stjerner, end der var nåle på juletræet. De glimtede helt stille, langt, langt væk.
Og ingen af dem lignede den. Ingen af dem havde fem spidser.
“De er runde,” sagde Greta forbavset. “De rigtige stjerner har slet ikke spidser.”
“Nej,” sagde mor. “Det er bare os, der tegner dem sådan.”
De gik ind igen. Mor satte stjernen tilbage på toppen af træet og slukkede lampen. Og nu, hvor stuen var mørk, kunne stjernen på juletræet se ud ad vinduet, forbi sit eget spejlbillede, helt ud til himlen.
Langt ude over haven glimter de runde stjerner, du, og på toppen af juletræet sidder stjernen med sine fem spidser og kigger tilbage på dem gennem ruden, nu hvor lyset i stuen er slukket. Den røde kugle har vendt sig om for at se med. Godnat.
