Der var engang en pige, der hed Svanhild, og hun var otte år, og det var juleaften.
Det havde blæst hele dagen. Om morgenen var det bare blæst. Om eftermiddagen var det storm. Træerne i haven bøjede sig, og sneen fløj vandret forbi vinduerne. Mormor var kommet med toget i går og sad nu i lænestolen og strikkede, som om der ingenting var.
Svanhilds lillebror, Liam, havde været på loftet med en skål risengrød til nissen. Han havde sat den lige ved trappen og løbet ned igen så hurtigt, at han næsten faldt.
Anden var i ovnen. Kartoflerne var kogt. Far stod og rørte i sovsen. Og hele huset duftede af jul.
Klokken var lidt i seks. Svanhild var ved at dække bord med de røde servietter.
Og så gik strømmen.
Det skete på én gang. Loftslampen. Lyskæden i vinduet. Køleskabet, der holdt op med at summe. Emhætten, der holdt op med at brumme. Musikken fra højttaleren, midt i “Nu er det jul igen.” Alt sammen væk.
Der var helt mørkt. Det eneste lys var adventskransen på bordet, hvor alle fire lys var tændt og blafrede.
“Åh nej,” sagde mor.
Far kiggede ud ad vinduet. “Det er hele vejen,” sagde han. “Der er mørkt hos naboerne også. Det må være stormen. En ledning, der er røget.”
Liam begyndte at græde. “Så er juleaften aflyst!”
Mormor lagde sit strikketøj fra sig.
“Pjat,” sagde hun. “Da jeg var lille, havde vi ikke engang elektrisk lys på juletræet. Vi havde levende lys. Og det var den smukkeste jul, man kan tænke sig.”
Hun rejste sig og gik ud i gangen og kom tilbage med sin store taske. Og ud af den tog hun en papæske. Den var gammel og trykket i hjørnerne.
“Jeg har dem altid med,” sagde hun. “Hvis nu.”
I æsken lå der små lyseholdere af metal, som man kunne klemme fast på grenene. Og en pakke hvide julelys.
Far tog lommelygten på telefonen frem. Mor fandt alle stearinlysene i skuffen og satte dem i stager og i glas og tændte dem. Snart var der små flammer over det hele. På bordet. I vindueskarmen. På kommoden.
Imens satte mormor og Svanhild lysene på juletræet. Mormor viste hende, hvordan de skulle sidde. Ikke under en gren. Ikke tæt på noget papirpynt. Lige op og ned, med god plads over sig.
Far hentede en spand vand og stillede den ved siden af træet.
“Levende lys på træet er smukt,” sagde mormor. “Men der skal altid være en voksen i stuen, når de brænder. Og der skal altid stå en spand vand. Det var sådan i gamle dage også.”
Så tændte hun dem. Et efter et, med en lang tændstik.
Og så var de færdige.
Svanhild trådte et skridt tilbage. Liam holdt op med at græde.
Juletræet stod i mørket og lyste. Ikke som det plejede. Ikke med hundrede små, hvide pærer. Med tyve små, levende flammer, der blafrede hver for sig. Lyset var gyldent og blødt, og det flyttede sig hele tiden. Det glimtede i kuglerne. Det glimtede i glitteret. Stjernen i toppen så ud, som om den selv lyste.
“Nå,” sagde mormor stille. “Så er det jul.”
Anden var heldigvis færdig. Den havde nået det, inden ovnen slukkede. Kartoflerne var lidt lunkne, og de brunede kartofler blev aldrig brunede, men det var der ingen, der sagde noget om. De spiste i skæret fra stearinlysene, og det var så hyggeligt, at Liam glemte at være sur.
Til dessert var der risalamande. Mor havde lavet den i går, så den var kold, og kirsebærsovsen kunne varmes på brændeovnen i stuen.
Der var én mandel gemt i fadet. Det vidste alle. Alle spiste og kiggede på hinanden. Far lod, som om han havde fundet den, og så havde han ikke alligevel. Mormor tyggede længe og mistænkeligt.
Så sagde Liam: “Mmmh!” og spyttede den ud i hånden.
Mandelgaven var en lille marcipangris. Han spiste den med det samme.
Bagefter dansede de om juletræet. Der var ingen højttaler, så de måtte synge selv. Mormor kunne alle versene. Hun begyndte med “Højt fra træets grønne top,” og de holdt hinanden i hænderne og gik rundt om træet, langsomt, så lysene ikke blafrede for meget. Så “Nu har vi jul igen,” og den løb de rundt til, men lidt længere væk fra træet.
Udenfor var blæsten ved at give op. Svanhild gik hen til vinduet.
Hele gaden var mørk. Ikke en eneste gadelygte. Men i alle vinduerne hos naboerne var der små, gule lys. Stearinlys. Og over taget var skyerne ved at forsvinde.
“Kom og se!” råbte hun.
De gik ud på trappen i strømpefødder med jakkerne over sig. Himlen var fuld af stjerner. Så mange havde Svanhild aldrig set. Der var ingen gadelamper, der skjulte dem. Hun kunne se et svagt, hvidt bånd, der gik hen over hele himlen.
“Mælkevejen,” sagde far.
Ovre på den anden side af gaden stod naboerne også på deres trappe og kiggede op. De vinkede. “Glædelig jul!” råbte de.
“Glædelig jul!” råbte Svanhild og Liam.
De gik ind igen og åbnede gaver i lyset fra træet. Svanhild fik en bog og et par strikkede vanter fra mormor. Liam fik en traktor.
Klokken halv ti kom strømmen tilbage.
Det skete lige så pludseligt, som den var gået. Loftslampen tændte, og alle kneb øjnene sammen. Køleskabet begyndte at summe. Og fra højttaleren lød “Nu er det jul igen,” lige præcis der, hvor den var stoppet.
Alle grinede.
Men far slukkede loftslampen igen. Og musikken. Og de sad i lyset fra juletræet lidt endnu, til mormor sagde, at nu skulle lysene pustes ud, inden de brændte for langt ned.
Svanhild måtte puste det sidste ud. Hun gjorde det meget forsigtigt.
Juletræet står mørkt i stuen nu, du, og lugter lidt af stearin. I skuffen ligger mormors gamle papæske med lyseholderne. Og oppe på loftet er nissens grødskål tom. Godnat.
