Der var engang et snefnug. Det blev født højt oppe i en sky over Danmark, en kold aften lige før jul, og det var det første snefnug i hele vinteren.
Det begyndte som ingenting. Som et lillebitte støvkorn, der svævede rundt i skyen. Men det var så koldt deroppe, at den fugtige luft frøs fast på støvkornet. Først blev det til en bitte iskrystal med seks kanter. Så voksede der små arme ud fra hver kant. Seks arme, der grenede sig som små grantræer. Og på hver gren voksede der nye, endnu mindre grene.
Når det var færdigt, var snefnugget ikke større end en lillebitte perle. Men det var fortryllet. Ingen andre snefnug i hele verden så præcis sådan ud.
Så begyndte det at falde.
Det faldt langsomt. Snefnug har travlt med at se sig omkring. Det dalede ned gennem skyen og ud under den, og der, langt nede, lå byen. Gaderne var gule af lygtelys. Vinduerne var gule. På torvet stod et juletræ med hvide lys.
Snefnugget snurrede rundt i luften. Det kunne se alting.
Det så en mand, der gik med en hund i snor. Det så en bus, der kørte forbi med kun tre mennesker i. Det så en kat på en mur. Og så, lidt længere nede ad en lille gade, så det et vindue på første sal med en adventsstjerne, der lyste rødt.
Bag vinduet stod en dreng. Han hed Herman. Han var seks år, og han havde nattøj på, og han stod med næsen trykket mod ruden, fordi han havde ventet på sne hele december.
Snefnugget dalede ned mod vinduet. Det snurrede to gange rundt om adventsstjernens lys. Så landede det. Lige på ruden. På ydersiden af glasset, præcis ud for Hermans næse.
Herman holdt vejret.
Han kunne se det. Det var så lille, men han kunne se det. Seks arme. Små grene. Det sad helt stille på glasset og glimtede i lyset fra stjernen.
“Mor,” hviskede han. “Mor, kom.”
Mor kom. Hun bøjede sig ned ved siden af ham.
“Det er det første,” hviskede Herman. “Det er vinterens første snefnug.”
Mor kiggede på det. “Det er perfekt,” sagde hun. “Se, alle seks arme er hele.”
Herman trak vejret ud. Forsigtigt. Ruden duggede lidt, lige ud for hans mund. Men snefnugget sad stadig der, på den anden side af glasset, og smeltede ikke, for udenfor var det koldt.
Så kom der et til. Det landede på vindueskarmen. Og et til, på ruden lidt længere oppe. Og så mange, at Herman ikke kunne tælle dem mere. Det sneede. Det sneede endelig.
“Nu er det vist sengetid,” sagde mor.
Herman gik i seng. Men gardinet fik lov at stå trukket fra.
Snefnugget sidder stadig på ruden udenfor Hermans vindue i nat, du, i lyset fra adventsstjernen. Bag det falder sneen tæt og stille over byen. Når Herman vågner, er alt blevet hvidt. Godnat.
