Der var engang en pige, der hed Dicte, og hun skulle sove hos sin farmor i januar. Farmor boede i et gammelt hus ude ved skoven, med en brændeovn og tykke dyner og vinduer, der stadig var af det gamle, tynde glas med én rude.
“Når det er rigtig koldt,” sagde farmor, mens hun puttede Dicte i gæsteværelset, “holder vinterfeerne fest på mine vinduer.”
“Rigtige feer?”
“Det må du selv se,” sagde farmor. “De kommer kun, når alle sover. Og i morgen tidlig kan du se, hvor de har danset.”
Farmor lod døren stå på klem og gik ind og lagde sig. Dicte lå og kiggede på vinduet. Det var mørkt derude. Man kunne se et stykke af månen over skoven og et par stjerner, der var meget klare. Termometeret uden for vinduet viste minus elleve.
Hun lå længe og ventede på feer. Der kom ingen. Hun faldt i søvn.
Midt om natten vågnede hun. Hun vidste ikke hvorfor. Huset var stille. Brændeovnen inde i stuen knitrede ikke mere.
Hun kiggede på vinduet.
Nede i hjørnet af ruden var der kommet noget. Noget hvidt og fint, som små fjer. Det voksede ud fra kanten.
Dicte satte sig op. “Farmor,” kaldte hun. Ikke højt.
Farmor kom med det samme i sin morgenkåbe og sine uldsokker. Hun satte sig på sengekanten og lagde dynen om dem begge to.
“Er det dem?” hviskede Dicte.
“De er lige begyndt,” hviskede farmor tilbage. “Se. Men du må ikke røre ruden, så smelter det.”
Farmor tændte sin lommelygte og holdt den, så lyset gled skråt hen over glasset. Og så kunne de se det. Fra hjørnet voksede der fine, hvide streger op ad ruden. De grenede sig ud som bregner. Som fjer. Som bittesmå træer. Hvis man kiggede meget længe på ét sted, kunne man næsten se dem vokse. En lille gren skød frem, så en til ved siden af. Det knitrede ikke. Det var helt lydløst.
“Hvordan gør de det?” spurgte Dicte.
“Der er lidt vand i luften i værelset,” sagde farmor stille. “Det kan man ikke se. Når det rammer det kolde glas, fryser det til is. Og isen bygger videre på sig selv, krystal på krystal. Sådan siger de kloge folk.”
“Og hvad siger du?”
“Jeg siger, at det er vinterfeerne,” sagde farmor. “Begge dele kan godt være rigtigt.”
De sad og kiggede, til Dicte gabte så meget, at farmor slukkede lygten. Så lagde hun Dicte ned og stoppede dynen om hende og gik ind til sig selv igen. Døren stod på klem.
Om morgenen var hele vinduet dækket.
Der var store, hvide bregner, der bredte sig fra hjørnerne. Der var små stjerner, og der var lange buede linjer, som om nogen havde danset rundt i ring på glasset med skøjter på. Da solen kom op over skoven, skinnede den gennem isen, og hele værelset blev lyst og glitrende.
Dicte gik hen og kiggede tæt på. Hun rørte ikke.
“Hvor var festen?” spurgte farmor fra døren.
Dicte pegede. Midt på ruden var der en rund plet, hvor isblomsterne var allerfinest og allermest sammenfiltrede.
“Dér dansede de,” sagde hun. “Hele natten.”
De spiste havregrød ved køkkenbordet, mens solen langsomt smeltede isblomsterne fra kanterne. Til middag var de væk. Men termometeret viste minus ni, og farmor sagde, at der ville komme frost igen i nat.
Den næste aften lå Dicte og kiggede på den sorte rude og var slet ikke i tvivl. Hun vidste, at de kom. Hun behøvede ikke se dem. Hun lukkede øjnene og lod feerne holde deres fest i fred.
Hvis det er frostvejr, hvor du bor, du, så holder vinterfeerne måske fest på et vindue i nat. De kommer kun, når alle sover. Lad dem danse. Godnat.
